About us

Vi er et ægtepar med hver vores karriere, der har fundet en fælles interesse i vandring. Vi har begge en travl hverdag og i ugens løb, er det svært at prioritere motion og frisk luft, når der også skal være tid til børn og kæledyr.

Arbejdsfordelingen i den fælles interesse er, at Klaus planlægger turene og Tessa nyder dem!

Vi har forskellige præferencer. Klaus vil gerne gå langt men gider ikke gå frem og tilbage af samme rute. Tessa vil gerne gå langt og køre efter en vandretur, hvis den er optimalt planlagt med unikke oplevelser. Det betød, at Klaus fra start måtte bruge en del tid på planlægning. Der blev klikket mange websites igennem og googlet efter relevante blogs for at planlægge vandreturene. Nogle gange tog planlægningen længere tid end turen! Derfor besluttede Klaus sig for at lave en blog – så andre kunne få gavn af planlægningen og blive inspireret i valget af vandreture.

Vandring er ikke nyt for Klaus, der i sine teenageår var så heldig at gå i en fritidsklub, hvor der var et sæt voksne, som havde en stor passion for at gå march. Passionen smittede de unge mennesker, der trænede ved først at gå 10 km og hen til at kunne gå: 60 km på en Kattegatmarch, 2 x 45 km på Svendborgsund-march, 2 x 45 km på Hærvejsmarchen eller det ultimative: gå Bornholm rundt – 125 km på 3 dage! Denne passion falmede desværre med tiden, hvor andre fritidsinteresser tog over.

På et tidspunkt begyndte Tessa at tale om vandring som en fælles interesse. Altså rigtig vandre – ikke spadsere, gå en tur eller trave omkring – men vandre med rygsæk og madpakke. Fra hun nævnte det, var der ikke langt til, at vi havde købt nye vandresko og begyndte at opleve naturen mere bevidst.

Nu er vandreturene med til at øge vores livskvalitet og vores kvalitetstid sammen. På vores lange vandreture får vi god tid til at vende store og små udfordringer, vi tager os tid til at hygge med kaffe, frokost, champagnebrunch eller andre små hyggelige påfund, men bedst af alt får vi oplevet den skønne natur, som findes overalt, hvor vi bevæger os.

Det er denne naturglæde, som vi så gerne vil dele med Jer. Bare uden alle timerne til planlægningen. Med vores udvalgte vandreture kan I få kvalitetstid, oplevelser og motion blot ved at snøre vandreskoene og komme afsted. Det hele venter på jer derude…

Mange hilsner fra

Tessa & Klaus

Når vandring er et bevidst livsvalg!