Torø, Assens. 16 km

Torø, Assens. 16 km

June, 2021 Off By admin

Lige lidt syd for Assens ligger den lille ø Torø eller Thorø (Der er delte meninger om stavemåden, så vi fortsætter med Torø.) Øen er i dag landfast med Fyn, så vi kan altid diskutere, hvorvidt det skal kaldes en ø. Torø er ejet af Danmarks Lærerforening, men der er offentlig adgang til øen. Før vi beskriver mere om Torø, skal vi dog starte et andet sted.

Vi har sat vores GPS til Søndre Ringvej 20, 5610 Assens, hvor vi finder en fin P-plads til vores bil. P-pladsen ligger lige overfor Assens Sukkerfabrik, der blev opført i 1884. Med sin beliggenhed ved havnen, ved jernbanen og Kærum å i mange år var sukkerfabrikken en stor og vigtig arbejdsplads for Assens og omegn.

Vi starter ud med at gå langs den nu nedlagte jernbane, og er ikke fristet af at tage skinnecyklerne, der kan benyttes hele vejen fra Assens til Tommerup St.

Turen ad banelegemet er ret varieret på trods af, at jernbanen primært går ligeud. Nogle steder går vi med høj bevoksning på begge sider og over os, nogle steder er der åbent med udsyn ud over Torø Vig og andre steder igen er der høje volde på begge sider. På den knap 2,5 kilometer strækning vi går langs banen, ser vi 3 gange rådyr og flere harer.

Da banen krydser Egebjergvej drejer vi til højre og følger Egebjergvej til vi kommer til et T-kryds i den lille by Saltofte. Her går vi til højre ad Lerbjergvej, hvor vi nyder de gamle huse, med de mange smukke blomster udenfor. For enden af Lerbjergvej går vi til venstre og straks til højre igen lige før det lille gadekær ad Å Strandvej.

Å Strandvej er en lang lige vej, men de mange bakker og flotte marker gør turen til en fornøjelse. Efter det lange lige stykke slår Å Strandvej indtil flere slag til højre og venstre. Vi får nu en skøn udsigt ud over havet.

For enden af Å Strandvej er der et bord-bænkesæt, hvor man kan nyde sin medbragte mad og kaffe. Vi drejer nu til højre ad grusvejen og går ned til vandet og den lille primitive teltplads. Udsigten sydover med de høje skrænter er fantastisk tillokkende, men vi har jo besluttet os for at gå til Torø, så vi går mod Nord.

Som I kan se af foregående billede, så trækker det op til regn og torden, og det giver nogle helt fantastiske farvespil ud over vandet.

Efter at have stået i læ for såvel regn som lyn og torden i ca. 15 minutter beslutter vi os for at fortsætte. Turen går langs vandet og vi passerer Saltofte strand, som på en varm sommerdag indbyder til en dukkert. På vores højre side passerer vi en større indsø, og med blik over til Torø Huse fortsætter vi langs vandet over til selve Torø. På Torø er der fundet spor helt tilbage til den tidlige Jægerstenalder – ca. 5.400 f.kr. Der er lavet lækre vandrestier på øen i tæt samarbejde mellem ejerne og Assens Kommune. Turen fortsætter ad stien langs havet, og vi runder en pynt, hvorefter vi har et flot kig ud mod spidsen af Torø kaldet Vesterkær. Området er lukket for adgang i perioden 1. marts til 15. juli grundet ynglende fugle.

Vi må have turen ud over Vesterkær til gode, så vi går til højre ind gennem skoven ad en ret smal sti. Stien er flere steder forsynet med bænke, hvorfra man kan nyde udsigten ud over vesterkær og måske se på fugle. Da vi ikke må gå længere, går vi til højre ad en markvej, og kommer nu over på den anden side af Torø, hvorfra der er kig over mod Torø Huse.

Vi nærmer os nu havnen på Torø, og har et flot kig ud over vigen ved Torø Huse, hvor der ligger flere mindre både og kuttere. Der ligger også et gammelt vrag, som ejeren endnu ikke har fået flyttet på trods af flere påbud. Det lille fiskerleje har tidligere være hjemsted for digteren Jacob Gade. Vi følger Drejet, og kommer over broen, der forbinder Torø med Fyn.

Vi går nu op igennem Torø Huse, hvor vi følger Fiskemaen og den sti mellem Torø Huse og Assens, som er ca. 3 km. lang. (Vi afviger dog flere steder fra stien.) Torø Huse er fyldt med idylliske huse med blomster, roser og stokroser udenfor. Vi vælger at følge Torø Huse Vej frem for at gå langs vandet. Vejen har en smuk udsigt over Torø Vig med Torø bag os og Assens foran os.

Vi fortsætter ad Torø Huse Vej til vi igen kommer til den nedlagte jernbane. Her går vi til venstre, og blot 100 meter henne går vi til venstre ned ad en flot slået græseng. På trods af flere mulige afstikkere, fortsætter vi ufortrødent helt ned til vandet, hvor vi går til højre. Vi går nu med vandet på vores venstre side, og på vores højre side har vi Jordbassinerne. Det er et areal på ca. 40 ha., som er et område, der er skabt af det jord, som igennem mange år er skyllet af de sukkerroer, som kom til Sukkerkogerierne i Assens. Hele området ligger nu ca. 10 meter over havets overflade. I området er der etableret biologisk vandrensningsanlæg og biogasproduktion og anlæggene kan stadig ses.

Vi følger den gule rute i området og drejer efter godt 15 kilometer til højre ad den gule sti, som fører os tilbage til vores udgangspunkt.

Turen er 16 kilometer lang

If you want to read more about what Assens has to offer, go to .

Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.