Vejle Fjord, Træskohage Fyr –  12 km.

Vejle Fjord, Træskohage Fyr – 12 km.

January, 2021 Off By admin

Vejle Fjord strækker sig fra det østlige af Vejle by og ca. 20 km. østpå med Trelde Næs som den sydlige afslutning og Åhuse som den nordlige afslutning. På den nordlige side af fjorden ligger vores udgangspunkt for denne tur. Vi satte GPS’en til Hotel Vejle Fjord, Sanatorievej 26, 7140 Stouby og parkede på en de mange p-pladser til hotellet. Herfra gik vi ned mod hovedbygningen og gik venstre om. Straks efter bygningerne gik vi til højre ind på stierne foran Hotellet. Hotellet ligger majestætisk på toppen af bakken med en fantastisk udsigt ud over parken og Vejle Fjord.

Hotellet er oprindeligt indviet i 1900 og var danmarks første sanatorium for brystsyge. Det har siden været brug som nervesanatorium og til genoptræning af hjerneskadede. I 2008 tages Spa- og wellness afdeling i brug. Såvel haven som skovene omkring blev brugt som rekreative områder for patienterne og er i dag åbne for offentligheden. Vi følger stien igennem den smukke park ned til vandet, hvor der er opsat bord-bænkesæt, så vi kan nyde morgenkaffen med udsigt ud over fjorden. På en god dag vil der være en perfekt udsigt til solopgang.

Efter at have nydt morgenmad og kaffe fortsætter vi langs kysten ind mod Vejle. Stien er bred og flot, og fører os ud mod Træskohage Fyr.

Træskohage Fyr blev opført i 1904 og er med sine blot 13 meter et af de mindre fyrtårne i Danmark. Fyret blev taget ud af drift i 1982, men står efter en gennemgribende renovering i 2017 utrolig flot, og besøgende kan gå op i fyret og se ud over fjorden og på en klar dag se helt til Fyn. Der er en fantastisk udsigt fra fyret.

Turen fortsætter helt ude langs vandet og med det store vådområde på vores højre side. Ved højvande kan det være en fordel at søge bare 20 meter længere ind mod land. Efter det store vådområde kommer vi til det første hus på vores højre side. Her går vi op mod huset og følger vejen til venstre. Vi går forbi det næste hus og drejer straks herefter til venstre ind i skoven. ved første lejlighed holder vi til venstre, så vi går parallelt med stranden. Vi kommer nu ned til Grund Skov Shelterplads.

Herfra går vi lidt op i skoven og følger skovvejen venstre om. Ved første mulighed holder vi igen til venstre, men da skovvejen svinger blødt til højre vælger vi at gå ligeud ind i skoven på et næsten usynligt spor. Ved at holde den lige linje, kommer vi efter ca. 500 meter ud på en skovvej igen og følger den venstre rundt.

Vel ude på skovvejen igen, går vi atter ned mod vandet. Der er bemærkelsesværdigt mange steder på turen, hvor der er opstillet bord- bænkesæt og hvor der er lavet bålsteder OG hvor der ligger tørt brænde til fri afbenyttelse. Vi runder lige vandkanten med den meget lange badebro før vi igen søger ind i landet, nu med grønne marker på den venstre side.

Skovvejen fører os nu ind i skoven igen, og ved første mulighed holder vi til venstre, og ved anden mulighed drejer vi til venstre og til højre igen ved 3. mulighed. På vejen igennem skoven går vi op ad en bakke og kommer forbi et gammelt gravsted, hvor tidligere hofjægermestre og deres hustruer er begravet.

Vi fortsætter og i udkanten af skoven går vi til højre og er nu på vej op imod Rohden Gods, der er ejet af Anders Kirk Johansen. (Vi gik op ad den flotte marmortrappe og tog en runde i parken med udsigt over godset, avlsbygninger og den kunstigt anlagte sø – men er blevet gjort opmærksom på, at parken er privat område, så dermed ingen adgang). Et særdeles velholdt gods, som er nænsomt istandsat med respekt for den oprindelige arkitektur.

Vi går tilbage og venstre rundt om søen, og følger nu skovvejen i kanten af skoven. Ved både første og anden mulighed holder vi til venstre, og da vi kommer til et kryds, går vi lige igennem og ind på et lille spor. Skoven varierer hele tiden mellem løv- og nåletræer, og er med til at gøre turen meget afvekslende.

For enden af sporet drejer vi til venstre ud på en skovvej, og vi går nu parallelt med vandet, men tilbage mod vores udgangspunkt. Vi holder til venstre både første og anden gang muligt og ved næstkommende mulighed holder vi til højre. Vi går nu i kanten af skoven og kommer ud til en P-plads, hvor der også er opført en ladebygning. Her går vil til højre og ind i skoven igen.

Vi drejer til højre første gang og går nu på Fagerdalvej, og som navnet siger, så er vi på vej ned i en dal, og der er meget smukt på vejen ned. Hele vejen ned mod bunden af dalen kan vi høre den skønne rislen af vand. Der løber så mange vandløb igennem skoven.

Vi holder igen til venstre både 1., 2. og 3. mulige gang, og har nu kurs direkte ned mod vandet igen. Vi går forbi, hvor man kan gå ned til Træskohage Fyr og ved 2. mulige skovspor drejer vi til venstre. Vi er nu på vej til Kys-mig-straks-huset, og turen dertil går opad. Vi holder til venstre, for straks at gå til højre, og møder nu synet af den lille pavillon, hvor vi holder en velfortjent kaffepause.

Fra Kys-mig-straks-huset går vi videre op, og kommer til Kongebøgen, der med sine 35 meter, er et af skovens højeste træer. Det er endvidere specielt ved, at grensætningen først begynder ved ca. 19 meters højde. Vi fortsætter over broen, og går til venstre ved første mulighed. Vi følger skovsporet og krydser lige over skovvejen. Vi holder igen til venstre, og kommer nu op til Sanatoriet igen. Her vælger vi at gå langs med Sanatoriet hen til vores udgangspunkt. Der er så mange små stier og spor lige omkring Sanatoriet, at man blot skal lade sig lokke til at vælge den, man nu engang synes ser mest spændende ud. de fører alle enten til Sanatoriet eller til vandet.

Turen er 12 kilometer lang, og der er masser af steder at sidde. Der er rislende vand overalt, og turen er et must på alle tider af året.

Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.