4. etape: Gammelmark Strand Camping – Als Kloster.  18 km.

4. etape: Gammelmark Strand Camping – Als Kloster. 18 km.

juli, 2021 Slået fra Af admin

Efter et udsøgt morgenmåltid på Gammelmark Strand Camping, starter vi dagen med at følge kysten videre. Dagens etape hedder Strand-etapen, og vi har en vis forventning om, hvad det indebærer. Vi har da heller ikke gået ret langt, før vi stifter bekendskab med et skilt, som fortæller os, at ved højvande bør vi vælge en anden vej rundt, da stien kan være oversvømmet. Vi mener ikke, at der er højvande, så vi fortsætter. Der går da heller ikke ret lang tid, før skiltningen står i vandkanten, men vi har ingen problemer med at gå turen i dag. De første 2 kilometer foregår således i vandkanten.

faktisk foregår turen til vi kommer om til Vemmingbund Strand i vandkanten. Vemmingbund Strand er en lang flot sandstrand, og vores rute er hele vejen langs stranden.

For enden af Vemmingbund Strand holdet vi til højre ind på Dybbølstrand, som er en grusvej, der løber til vi har gået i alt 6 kilometer. Herefter går vejen over i Gendarmstien, som vi følger hele vejen ind til Sønderborg.

Da vi drejer af fra Vemmingbund Strand, går vi med åbne marker til vores venstre side og et stort læ-hegn til vores højre side som gør, at vi kun lejlighedsvis kan se vandet.

Efter knap 5 kilometer går vi forbi en lille sø på vores venstre side. Søen har ingen forbindelse med havet, hvorfor der er mange alger, men der er til gengæld et rigt fugleliv i søen – Gæs, svaner og blishøns. Vi fortsætter i det kuperede landskab og kommer efter ca. 6,5 kilometer til resterne af et gammelt forsvarsanlæg kaldet Skanse 1. Skansens placering var ikke optimal, og anlægget led en krank skæbne i 1864.

Vi taler selvfølgelig om slaget ved Dybbøl, og Dybbøl Mølle toner samtidig frem i horisonten. Turen ind mod Sønderborg fortsætter ad den snoede grusvej, og efterhånden som vi nærmer os, flader landskabet ud.

Da vi går ind i Sønderborg, sker det mellem to høje, der har været tyske forsvarsværker, hvilket igen vidner om, hvor stor en påvirkning, stridighederne mellem Danmark og Tyskland har haft på sønderjyderne. Vi drejer til venstre og følger havnefronten ned mod Christian Den X’s bro, som vi krydser over. På den anden side, går vi ned til havnefronten, hvor vi holder frokostpause samtidig med at vi ser broen gå op, så alle sejlbådene kan passere ud og ind.

Vi fortsætter langs den smukke havnefront ud forbi Sønderborg Slot og ud til havnepromenaden, hvor vi drejer til venstre. Vi følger promenaden en lille kilometer, før Gendarmstien fører os op i skoven ovenover promenaden.

Ruten i skoven fører os ud forbi Sønderborg Lystbådehavn og videre ud af byen, hvor vi også kommer forbi et mindesmærke for henrettede danske modstandsmænd. Stenen står på det, som tidligere var en tysk skydebane.

Vi er nu ude af Sønderborg og er på vej ind i Sønderskov, som er en ca. 400 ha. stor byskov anlagt udenfor Sønderborg. Skoven ligger helt ud til vandet og er en typisk dansk bøgeskov. Det første stykke af skoven går vi tæt på kysten og næsten i niveau med havet.

Stien går nu væk fra kysten, idet vi skal rundt om et mindre vådområde, Vi holder til højre af to gange, og kommer igen ud til kysten, hvor vi fortsætter vores tur langs kysten. Turen i skoven fortsætter ca. 1,5 kilometer yderligere, og vi bliver belønnet af spektakulære udsigter på stribe efterfulgt af smukke skovstier.

Da vi kommer ud af skoven (som forøvrigt var forbudt for cykler), drejer vi til højre og fortsætter af Gendarmstien ude langs kysten. Der er igen kun sporadisk udsyn til havet. Efter godt 18 kilometers vandring kommer vi til den brune bænk, der viser, at her skal vi dreje til venstre for at komme op til vores næste overnatningssted – Als Kloster.

Turen er godt 18 kilometer lang (garmin ur var optimistisk i starten og viser 2 kilometer for meget fra start.)

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.