Vild med fyrtårne

  • Vejle Fjord, Træskohage Fyr – 12 km.
    Nyd et 360 graders syn. Det smukke nedlagte fyr er et fantastisk udsigtspunkt med sine 13 meter og her er et perfekt udsyn over den nordlige del af Vejle fjord. Det er muligt at gå op i tårnet og stå på balkonen med det rødmalede stakit, hvor man kan se langt ind i fjorden – og på en klar dag, kan man ane Fyn. Det restaurerede fyr er opført i 1904 og taget ud af drift i 1982. Der er et bord-bænke sæt nedenfor fyret og en lille badebro, så man kan nyde en dukkert.
  • Rundt om Grenen – Skagen. 13 km.
    Dette er den helt rigtige vandretur for den, der elsker fyrtårne. Allerede fra starten af turen står det hvide fyrtårn og hilser dig velkommen. Det er Danmarks ældste grundmurede fyr og med sine 21 meter knejser det flot mod himlen. I dag er fyret fredet og du kan være heldig at komme på et tidspunkt på året, hvor der er kunstudstilling inde i fyrtårnet. Ved siden af står det noget forfaldne vippefyr, som var fyrtårnets forgænger, og som er Danmarks ældste fyrtårn. Når du kommer 2 kilometer længere hen på ruten, kommer det 3. fyrtårn – Skagen Fyr, eller Det Grå Fyr, som i 1858 erstattede Det Hvide Fyr. Det grå fyr er Danmarks næsthøjeste med sine imponerende 46 meter og der mulighed for at komme indenfor. Videre rundt ser du rutens 4. fyrtårn – Skagen Vest Fyr på 25 meter, der er Danmarks Nordligste fyr og bygget på en tysk bunker.
  • Agger Strand – Flade Sø. 16 km.
    En af de særlige oplevelser i Nationalpark Thy er Lodbjerg Fyr. Fyret blev bygget i 1883 og har bevaret sit lidt gammeldags udtryk med de svenske granitsten efter renoveringen i 2019. Fyrtårnet er 35 meter højt, og lyset har en højde på 48 meter over havet. Fyret er åbent for besøgende, og der er en fabelagtig udsigt fra toppen. Efter de mange trapper op og ned kan det anbefales at besøge fyrets cafe, hvor lune hjemmebagte boller og gammeldags kringle er et must! Det hele kan nydes i haven bag fyret og er virkelig anbefalelsesværdigt.
  • Glücksburg, Tyskland. 10 km.
    Over grænsen ved Flensborg, til venstre ca. 17 kilometer og man ankommer til halvøen Holnis, som ligger i Flensborg Fjord med udsigt til Danmark. Sæt GPS’en til Ziegeleiweg, Lyksborg, Tyskland og kør helt ud for enden af vejen, hvor der er parkering helt ud til vandet. Herfra valgte vi at gå tilbage langs kysten ad “an der promenade” og videre ad “Drei”. Efter små 2 kilometer kom vi ud til den store Holnisser Noorstrasse”, som vi krydser, for at fortsætte ad Kobbellück. Vi følger Kobbellück, til vi passerer lystbådehavnen i Schausende, og drejer til venstre lige efter lystbådehavnen. Vi går…
  • Røjle Klint, Strib. 14 km.
    Strib Odde fyr er kvadratisk, kridhvidt og knejser stolt med sine 21 meter. Fyrtårnet er fra år 1900 og blev restaureret så sent som i 2005. Hatten er udarbejdet i rødmalet stål og har fået påført et snørklet spir. Det hvide rækværk på øverste plateau og vinduerne med de fine røde rammer får fyrtårnet til at ligne et fra et eventyr.
  • Møns Klint, Møn. 14 km.
    Fyret skal nydes fra strandsiden, hvor man enten kommer til fra vandsiden eller ved at kravle gennem buskads og glider ned af skrænten. Det lave smukke fyr fra 1845 virker lidt lille og forsagt ved siden af de store klinter på Møn. Nyrenoveret i 1990’erne og dens roterende lys kaster stadig lysstråler flere kilometer væk hver nat. Det særlige ved fyret her er, at man kan booke overnatninger.
  • Knudshoved – Nyborg. 10 km.
    Højt hævet på en bakketop knejser Knudshoved fyr, der med sine 12 meter, firkantede facon og hvidkalkede vægge ser virkeligt smukt ud. Det gamle fyrtårn er opført i 1948 og ved siden af står en 7 meter høj knaldstation fra 1901, hvori man sprængte dynamit i en kurv for at advare skibene, når der var tåget vejr.
  • Æbelø – Fyn. 15 km.
    Er du vild med fyrtårne, er dette absolut et af de smukkeste i Danmark. Bygget af Bornholmsk granit i 1883 og er sammenbygget med fyrmesterboligen. Bemærk at du ikke må gå helt hen til fyrtårnet, men du kan stadig få et godt og grundigt kik fra stien.
  • Fyns Hoved. 10 km.
    Kan et fyrtårn dog være så lille, tænker du nok, når du ser Korshavn Fyr ved Fyns Hoved. Ja – det kan det og det er lige til at kramme, for det er faktisk lidt nuttet med sin lille størrelse og i dannebrogsfarver.
  • Trelde Næs – Fredericia. 9 km.
    Der er godt nok et fyrtårn. Men det er ikke udseendet på det, der får dig til at vælge denne fantastiske vandretur. For fyrtårnet er virkelig kedelig at se på. Det er faktisk blot en 21 meter høj gittermast, der er monteret på et tysk kanonfundament fra 2. verdenskrig.
  • Enebærodde – Nordfyn. 13 km.
    Man kan se det smukke 14 meter høje fyrtårn byde velkommen til “Gabet” ved Odense Fjord. På en sommerdag står det skarpt, trods sine næsten 130 år, med kridhvid betonvæg, smukke sorte gelænder og røde hat. Nedenfor er der et perfekt placeret bord-bænke sæt, hvor man få en tiltrængt pause og nyde det smukke syn.