Nyttig viden

Start med at investere i noget ordentligt fodtøj! Du kan finde en all-round vandresko, der er nyttig i begyndelsen. Når du bliver en mere ivrig vandrer, har du brug for vandresko med hårde såler til stenunderlag, blødere vandresko til fx de danske ture og støvler om vinteren. Vi har også sandaler – men det er altså ikke ofte, at de benyttes. Noget mange ofte glemmer er at investere i strømper af god kvalitet. Det gør en forskel og hvis man alligevel investerer i en vandresko af god kvalitet – bør man unde sig selv ordentlige strømper, der både er svedabsorberende og støtter på “vabel” risikoområderne: på siderne af tæerne og hælene.

Det er ikke hensigtsmæssigt at vandre i andet end vandre- og fritidsbukser. Fordi det giver dig fuld bevægelighed og ikke mindst sikrer, at din temperatur er behagelig. Ofte kan vandrebukser laves til shorts via en lynlås og det er praktisk, når du vandrer en hel dag og starter i koldt vejr, der ændres op ad dagen. Vi har bukser til vinter og sommer. Men du kan sagtens bruge en sommer vandrebuks med et par skibukser indenunder, når det er koldt.

Lag på lag er godt til overkroppen, for så kan du hele tiden justere din påklædning efter vind og vejr. Klaus bruger ofte en vandreskjorte med en fleece eller sportstrøje udenpå. Tessa bruger langærmede sportstrøjer med fleece ovenpå. I det hele taget bruger Tessa meget af sit sportstøj til overkroppen til at vandre i: toppe, kortærmede, langærmede suppleret med vandre cardigans og windbreakers.

Gode råd: En tynd halsedisse er fantastisk og fylder ikke meget at have med. Der findes mange lækre kvaliteter med fine mønstre. Kasket er nyttig – både for at have styr på håret men også for at skærme øjne og hud for solens skarpe stråler. Klip-klappere i bilen føles som luksus, når du har været ude at vandre og smider sko og strømper for at få tiltrængt luft :-). Myggespray i skovene, når du vandrer, er rigtig godt for os, der har det søde blod. Vi bruger det svenske “djungle-olie”, der er virkeligt anvendeligt.