Hammerknuden rundt. 8 km.
Det nordlige Bornholm består af en 182 ha. stor rundklippe af granit, kaldet Hammerknuden. Oprindeligt var Hammerknuden adskilt fra resten af Bornholm af vand fra Hammerhavn i vest via Hammersø til Sandvig i Øst.
Vi satte vores GPS til Hammerknuden Parkering, hvor der er gode muligheder for at sætte bilen. Efter en overnatning på Sandvig Familiecamping – med udsigt ud over vandet og Sandvig – står vi op med solen, for at gå turen rundt, før der kom for mange mennesker på ruten. Fra P-pladsen går vi ud ad Hammer Odde Fyr, og bliver allerede ved indgangen til Hammerknuden opmærksomme på, at der kan være kvæg på ruten. Solen kæmper med skyerne om at trænge igennem, og det giver nogle fantastiske billeder fra starten af turen.
Vejen ud mod Hammer Odde Fyr er fin, omend ret smal for en personbil at køre på. Landskabet viser sig straks fra sin flotteste side med snoninger, sprækkedela og masser af klipper. Efter mindre end 1 kilometers vandring dukker Hammer Odde Fyr op, og står flot mod en dramatisk himmel.
Lige efter fyret går vi til højre for at følge stien mod Salomons Kapel. Klipperne langs kysten er flere steder brudt af små indsejlinger, hvor små både kan komme ind. Efter knap 2 kilometers vandring, kommer vi til Salomons Kapel, der i dag blot består af en ruin, men som tilbage i 1300-tallet stod flot bygget af munkesten og tilhuggede kampesten. Det er let at fornemme den storhed, hvormed rummene har været indrettet med siddepladser i våbenhuset og alteret i selve kirken.
Vi fortsætter turen, og landskabet skifter nu karakter. Fra at have gået tæt på niveau med havet, går vi nu opad – dog stadig langs kysten. På vores venstre side skifter landskabet også karakter. Der kommer flere bakker og klipper, og landskabet tager karakter af et overdrev, som vi kender det fra bl.a. Svanninge Bakker på Fyn. Vi ser også mange steder, hvor der har været gang i naturpleje med fældning af krat og træer, og hvor der har været brændt bevoksning af.
Efter knap 4 kilometer når vi til Hammerhavn, og kan nyde udsigten ned over havnen, og med kig til Hammershus Slotsruin på klipperne bagved. Vi er nu ca. halvvejs på vores vandretur. Vi går ned til havnen, hvor der i gamle dage blev forarbejdet og afskibet Bornholmsk granit fra området. Havnen er nu moderniseret og rummer bl.a. et fælleshus for foreninger. Vi fortsætter ganske kort ad Sænevej, men går straks til venstre ind på Stenhuggerstien, som vi følger, til vi kan gå til venstre første gang.
Stien går nu kraftigt opad, og vi kommer efter ganske kort vandring op, hvor vi har udsigt ned over Opalsøen og Hammersø og med havet i baggrunden. Vi fortsætter opad og har nu kurs mod Hammer Fyr, der med sin smukke granit minder meget om fyret på Æbelø. Lige inden fyret går vi forbi en sø, der med sin høje beliggenhed bevidner, at undergrunden er granit.
Vi følger Fyrvej ned, men efter blot et par snoninger, går vi til højre og ind på en af stierne igen. Vi er nu på vej tilbage til Opalsøen, men denne gang går vi rundt om søen i modsat retning – og i blot 10 meters højde. Herfra er det tydeligt at se, hvordan der er blevet brudt Bornholmsk granit i store blokke. Vel rundt om Opalsøen, går vi over til Hammersø, hvor der er lavet en stor bro ud i vandet, og hvor der er sat bord-bænkesæt op, så vi kan nyde kaffen med udsigt over Hammersø.
Vi fortsætter ad Højlyngstien, som går langs Hammersø. Stien fortsætter efter Hammersø, og vi krydser Fyrvej og fortsætter, til der kommer en lille P-plads. Vi går venstre om, og ved enden af P-pladsen går vi til venstre og er nu på både Højlyngstien og Stenhuggerstien. Her går vi igen opad, og igennem en slags slugt, før vi kommer over toppen, og kan se ud over vandet ved Sandvig. Herfra går det blot nedad igennem det sælsomme landskab og retur til vores bil.
Turen er godt 8 kilometer lang, men tog os alligevel næsten 2,5 timer, selvom vi kun havde et enkelt stop for at spise den medbragte mad. Med ca. 225 højdemeter på ret ujævnt terræn er ruten lidt krævende. Til gengæld er der en masse flotte udsigtspunkter, hvilket giver mange stop undervejs.
Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.