Hammershus – Jons Kapel. 16 km.
Der er steder på Bornholm, man er nødt til at se, før man kan sige, at man har være på øen. Det er selvfølgelig Hammershus slotsruin jeg her tænker på. Resterne af Middelalderfæstingen, er Nordeuropas største borgruin. Hammershus er opført i slutningen af 1200-tallet, og har oplevet en del krige op igennem tiden.
Vi sætter vores GPS til Sæne Havn, hvor der er gode parkeringsmuligheder. Herfra går vi mod syd og mod Hammershus og følger kyststien så tæt på vandet som muligt. Stien stiger ret kraftigt op imod Hammershus, og vi får hurtigt en ret god udsigt, både op mod Hammershus, men også tilbage mod Sæne Havn.
Da vi ankommer til Hammershus, skal vi selvfølgelig en runde i den storslåede slotsruin, som vi har næsten for os selv. Det er helt fantastisk at gå og opleve historiens vingesus, og se, hvordan man nu i ca. 200 år, har bevaret og endda restaureret Hammershus med nænsom hånd, og med teknikker, der blev brug for mere end 800 år siden.
Fra Hammershus går vi nu ned ad trapperne på Vestsiden og ned mod havet, men drejer med stien til venstre. Stien snor og bugter sig igennem skov og krat, og over store klippeformationer. Underlaget vi går på, er lige så varieret som landskabet.
Efter godt 4 kilometers vandring kommer vi til en lille bæk, hvor der også går en trappe ned til vandet. Vi går ned ad trappen og går til højre, da vi kommer ned. Vi går hen og ser vandfaldet kaldet “Pissebækken”. Herefter går vi på stien, som går på stranden og lige over, til vi kommer hen til den lille havneby Vang.
Ved havnen går vi op ad Vandmøllevej og kommer op til Vang Vandmølle, som er en gammel vandmølle opført i 1811, men er restaureret af flere omgange, og som nu står flot, men ikke funktionsklar. Vandmøllen ligger i et særdeles idyllisk området, og vi vælger at spise vores medbragte mad her.
Turen fortsætter opad, og efter ganske kort vandring, kommer vi til Vang stenbrud, Helt op til 1996 blev der brudt granit i stenbruddet, som nu ved hjælp af Realdania er blevet til et lille Mekka for outdoor-aktiviteter og fuglekiggere. Vi fortsætter ad de små stier, og bemærker igen, hvor varieret et landskab vi kommer igennem over meget kort afstand.
Vi kommer efter knap 8 kilometers vandring til et sted, hvor der går ruteafmærkning til venstre op igennem en lille dal og ligeud. Vi går ligeud, idet vi skal ned, for at se Jons Kapel. Vi tager ALLE trapperne ned til bunden, for at se, hvor Jon ifølge sagnet, holdt sine prædikener for fiskerne.
Efter at have forceret de mange trin op igen, går vi tilbage af samme vej vi er kommet, men tilbage hvor ruten går op i den lille dal drejer vi til højre ind i dalen, der hedder Blåskinsdalen. Det er endnu en af Bornholms mange sprækkedale, der har fået sit navn efter de mange anemoner, der om foråret giver dalen et specielt blåt skær. Turen igennem Blåskinsdalen er en stor oplevelse, og selv i det helt tidlige forår, er der smukt grønt med vedbend og mos på træer og klipper.
For enden af Blåskinsdalen kommer vi ud på Ringedalsvej, som er en mindre grusvej. Vi går til venstre, og følger vejen rundt til højre, hvorefter vi kommer til en lille bakke på vores højre hånd. Her går vi til højre ad et lille spor. Vi kommer nu forbi Almeløkkebruddet på vores venstre side. For enden af sporet går vi til venstre ind i bruddet, og drejer til højre halvt oppe af bakken.
Kun lige ude af Stenbruddet drejer vi til højre ind på en lille sti, som fører os ind i Ringebakkerne, nærmere bestemt Ringedal. Dalen er endnu en sprækkedal, men helt specielt for denne dal er, at man kan opleve “ur”, som er nedstyrtede klippeblokke. Vi følger dalen ned mod Vang, og nyder den urskov-agtige stemning der er.
Da vi kommer ud på vejen ned mod Vang Havn, går vi til venstre ad vejen. (Vi kunne godt have gået lige over og fulgt Paradisvej). Vi får i stedet for udsigten ud over havnen og havet. Vi drejer til højre ad Finnedalsvej, og følger den, da den drejer til venstre. Vi går herefter til venstre ind på en meget smal “redningssti”, og her bliver vi godt udfordret. Den meget regn har gjort den ca. 30 cm. smalle sti meget glat, og de bratte op- og nedstigninger er ret besværlige, men også spændende. Efter at have overvundet den strækning, kommer vi ud på et stræk, hvor vi gik den anden vej, men drejer efter blot 200 meter til højre op i landet og ind over det område, der kaldes Slotslyngen.
Vi følger “Finnens fodspor“, og går i i det store hele på toppen af klipperne. Da vi er ovre toppen, går vi ind i skovene, men følger fortsat den afmærkede rute (afmærkning med en klat lilla maling). På vores vej tilbage mod Hammershus, passerer vi et område, der hedder Troldsbjerg.
Vi følger stien og kommer ud lige før Hammershus Besøgscenter, som vi går højre om. Ude ved den store P-plads går vi til venstre op mod slotsruinen, men går til højre ind over den store åbne mark. For enden af marken går vi ind forbi Danland Sandvig og drejer til venstre ned af stien, der fører os retur til Sæne Havn.
Turen er godt 16 kilometer lang, og tog os ca. 5 1/2 time. Der er ialt 614 højdemeter, og ruten kræver rigtig god kondition og godt fodtøj. Specielt efter regn, er ruten en udfordring. Til gengæld er den særdeles smuk og varieret.
Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.