Hesnæs, Falster. 12 km.
Hvis du lige befinder dig på den østlige del af Falster, og ikke ved, hvad du skal bruge en tre timer til, så har vi en rigtig god ide. Du skal sætte din gps til Bønnetvej 65, 4850 Stubbekøbing. Vi parkerer på græsplænen lige overfor den lille lystbådehavn og nyder udsigten ud over det stille vand.
Vi starter vores vandretur med at gå tilbage ad Bønnetvej, hvorefter vi drejer til højre ind på Hesnæsvej. Husene på Hesnæsvej fanger straks vores opmærksomhed, da mange af dem er beklædt med siv. Det er ret dekorativt, men vi er nysgerrige, og spørger derfor en mand, som står og ordner have. Han fortæller, at husene er fredede og skal vedligeholdes i den gamle stil. De blev bygget efter stormfloden i 1872, og der ligger en lokalplan, der sikrer, at den særegne byggestil fastholdes.
Således klogere på den særegne byggestil fortsætter vores vandretur. Vi drejer ind på Bagerste Vej, der er en lille idyllisk asfalteret vej, hvor der ligger små huse på vores højre side og hvor skoven rejser sig til venstre. Hvor vejen deler sig holder vi til venstre og fortsætter ad den lange lige skovvej. Skoven er utrolig smuk med sine efterårsfarver, og den varierer mellem løv og nåletræer, hvilket giver et helt speciel farvespil.
Efter ca. 1,5 kilometer drejer vi 90 grader til venstre ind på endnu en lige skovvej, som dog mere bærer præg af 2 hjulspor. Vi følger skovvejen til vi kommer til et kryds, hvor vi drejer til højre, og igen til venstre, da vi kommer ud til Fyrvejen. Skoven er vildt smuk, og nogle steder er der både grønne bregner og græs, mens der andre steder er helt brunt af de mange blade. Forskellen fremkommer alt efter om vi går i nåleskov eller løvskov – Spændende forskel.
Vi kommer nu til udkanten af skoven, hvor vi drejer til højre ind på Forreste Vej (Må jo så være i modsatte ende af Bagerste Vej?). Her går vi med en juletræsplantage på vores venstre side. Vejen er lang og næsten helt lige, men det gør ingenting, for der er utroligt smukt. Nogle steder drysser bladene så meget, at vi næsten føler det “sner” – farverne er fantastiske, og de 2 kilometer på Forreste Vej går meget hurtigt.
Vi kommer ud, hvor Forreste Vej rammer Bagerste Vej, og her går vi til venstre, men drejer til højre ned ad en lille skovvej efter blot 50 meter. Denne skovvej fører os ud mod vandet ved Grønsund. På lang afstand kan vi se, at der for enden af skoven er en lys portal, og den bliver kun mere tydelig des tættere vi kommer på.
Efter knap 6 kilometers vandring kommer vi ud til vandet og bliver mødt af en fantastisk udsigt. Skovens farver op ad havets lyse blå giver en følelse af, at vi står midt i et postkort. Det er et perfekt sted for en pause til mad og kaffe.
Vi går nu retur mod vores udgangspunkt med kysten på vores venstre side. Stien er bred i starten og let at følge, men vi bliver igen overraskede over variationen i turen. Fra at være en bred sti slår den nu over i en noget smallere, og pludselig er den blot en tiltrampet smal sti ind igennem skoven. Nogle steder går vi hævet over havoverfladen og andre steder er vi i hav niveau. Der er hele tiden nye ting at kigge på.
Fra vi kom ud til kysten og de næste 2 kilometer går vi ad stien langs havet, og vi kommer flere steder forbi, hvor havet har undermineret de store træer, som nogle steder ligger som faldne kæmper ud over vandet. Det er let at se, hvor store kræfter havet til tider viser. Vi kommer kortvarigt ind på Batterivej, som fører os forbi Skansen, som er en gammel forsvarsstilling – Der er dog ikke meget mere end en bakke at se. Lige herefter går vi skarpt til venstre ad en meget lille sti, og kommer igen ud til vandet.
Vi har nu gået ca. 8,5 kilometer, og belønnes af en udsigt over skrænterne ned mod Hestehoved Fyr. Lyset er utroligt og vi får et par gode billeder. Turen bærer også her tydeligt præg af, at havet æder sig ind på skrænterne.
Stien fører os nogle steder tæt på kanterne, og vi ser små raviner inden vi kommer forbi Hestehoved Fyr, som er et meget lille fyrtårn, som næsten minder om et lysthus i størrelse. Skoven skifter igen karakter, og vi går igennem en nåleskov inden vi igen kommer ud til vandet.
Stien ligger højt og udsigten er fremragende. Vi nærmer os igen Hesnæs, og der er flere steder med bord-bænke sæt med de mest spektakulære udsigter. Stien går flere steder så tæt på kanten, at vi trækker lidt ind, for vi kan se, at træerne er faldet på stribe hen langs stranden. Vi følger stien skarpt til højre og kommer igen ud på Bagerste Vej, hvor vi går til venstre. Vi drejer til venstre ned ad en lille sti mellem to huse. Stien er flankeret af bøgehæk på begge sider. Vi kommer ud på et stort grønt område, hvor vi følger stien venstre om det grønne område og kommer retur til vores bil.
Vi sluttede turen af med en god frokost på Hesnæs Havn Spisehal, Bageri, Konditori & Kolonial, hvilket var en rigtig god oplevelse.
Turen er godt 12 kilometer lang.
Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.