Nørrestrand, Horsens. 15 km.
Er I et smut forbi Horsens, og mangler lige en tre timer at slå ihjel, så fortvivl ikke. Nær centrum ligger Nørrestrand. Nørrestrand består af en stor ferskvandssø og et floddelta, som er forbundet med Horsens fjord. Området er tillige et fredet vildt- og fuglereservat.
Vi satte vores GPS til Flintebakken 180, 8700 Horsens, og fortsatte helt ned i bunden af vejen, hvor der er fine p-forhold. Vi starter turen ud med at følge stien ned igennem skoven og ned mod søen. Herfra går vi til venstre for at følge søen rundt.
Efter knap en kilometer kommer vi ud på Nordmarksvej og går til højre for efter blot ca. 100 meter igen at gå til højre ad den fint afmærkede sti. Stien hedder “Fritiden” og den munder ud i Otte Ruds Vej, som vi følger til højre ca. 200 meter før vi igen går til højre. Vi befinder os nu i bunden af Nørrestrand og bevæger os over Store Hanstedå, som munder ud i søen. På den anden side af åen går vi op ad bakken og kommer op til et stort græsareal, hvor vi går til højre og skråer over mod Nordre Strandvej.
Vi følger Nordre Strandvej til højre og kan nyde en fantastisk udsigt ud over Nørrestrand. Efter ca. 2,8 km går der en sti til højre ind mod en bakketop, og vi følger stien for at se, hvordan udsigten er derfra. Vi bliver ikke skuffede, og vælger at stoppe for en kop kaffe mens vi nyder udsigten. Desværre kan vi ikke fortsætte ind over markerne, da skiltningen siger, at vi ikke må have hunde med i indhegningen, der indeholder både heste og køer.
Vi går retur ad stien til Nordre Strandvej og de næste 3 kilometer fortsætter ad bivejen, som snor og bugter sig som sjældent set. Hele tiden med en flot udsigt over Nørrestrand og vandet. Efter ca. 6 kilometers vandring kommer vi til Nebel, hvor vi gør holdt ved Nebel kirketomt, som i dag står som pilgrimskapel – meget apropos vores vandring.
Vi fortsætter ad Nordre Strandvej og efter yderligere 2 kilometer kan vi se Vær kirke, som ligger på en bakketop. Vi drejer til højre ind på Værvej og drejer til venstre ind på Meldrupvej, som fører op til kirken. Vi går ind til kirken og kan bag kirken få et flot blik ud over Vær Sø. Søen er dannet efter den sidste istid, hvor en stor klump is har ligget og smeltet, og efterladt en stor hulning i terrænet. Herfra går vi til venstre og følger kirkegården til vi igen kan komme ud på Meldrupvej, som følger søen rundt.
Vi drejer til højre ad Amballevej , og for enden af den, drejer vi til højre for blot at dreje til venstre igen efter blot 150 meter. Vi går nu på en grusvej (Værvej), og følger den helt ned i bunden, hvor det ser ud som om vi går ind på en gårdsplads. Helt nede i bunden er der igen skiltning og vi drejer til venstre og er igen inde på stien rundt om Nørrestrand. Efter knap 10 kilometers vandring er vi nu i bunden af Nørrestrand og her står et bord-bænkesæt med en flot udsigt tilbage over Nørrestrand og Horsens i baggrunden.
Vi går til højre, og vælger den sti, som går tættest nede ved vandet. Efter godt 11 kilometer slår stien et slag til venstre og vi følger stien over en bro. Det er her, at Nørrestrand har forbindelse med Horsens Fjord. Vi følger dog stien til højre og tilbage mod søen.
På toppen af bakken går stien igen til højre og ned mod vandet og vi følger igen søen på vores højre side. Efter 13 kilometer går vi rundt om en lille odde, hvor der også er et fugletårn. Hele området er utrolig fugtigt, og flere steder står der vand på begge sider af stien. Vi er nu nået hele vejen rundt, og er igen tilbage ved vores bil.
Turen er knap 15 kilometer lang.
Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.