Glomstrup Vig rundt, Mors – 13 km.

Glomstrup Vig rundt, Mors – 13 km.

december, 2022 Slået fra Af admin

I den Nordvestlige del af Danmark ligger øen Mors omgivet af Limfjordens vande. Med så meget kyststrækning er den oplagt til vandreture, hvis man som os kan lide at gå ved vandet.

Vi har sat vores GPS til Hvidbjerg Kirke, Mors, hvor vi parkerer vores bil. Herfra går vi over Næssundvej og ind på Trehøjevej, som vi følger til den drejer skarpt til venstre og går over i Langkæret. Vi kan allerede nu begynde at se ud over Glomstrup Vig. Vi krydser Thissingvej og for enden af Langkæret drejer vi til højre ind på Nøråvej. Vi fortsætter, og efter godt 4 km. kommer vi til Mariesmindevej, hvor vi drejer til højre ind på en vandresti, som fører os ned til Tissingvig sø, der er kunstigt anlagt.

Naturstien fører os venstre om Tissingvig sø, og vi går hele tiden tæt ved vandet. Stien går igennem høje siv og afgrænsede folde, hvor der kan være kvæg, men vi går hele tiden uden at komme i kontakt med dyrene. Underlaget er primært græs, og det er meget behageligt at gå på. Udsigten ud over søen og de mange vadefugle er fantastisk.

Efter godt 6 km. følger vi stien til højre, og går nu over en smal tange, som adskiller søen fra Limfjorden og Glomstrup Vig. På begge sider er der høje siv, og hen over dem kan vi se vand på begge sider. Vi lægger mærke til, at der flere steder er huller ind i siderne af tangen. Det er Odderen, der har været på spil. For enden af tangen ligger et fugle observations hus, hvor vi kan sidde i læ og tørvejr og spise vores medbragte mad.

Vi fortsætter vores vandretur og kommer nu ud til Ålekistrevej, hvor vi går til højre, og straks efter til venstre ned ad Glomstrupvej og forbi Thissinghus Havn, som er en lille idyllisk lystbådehavn.

Vi fortsætter ad Glomstrupvej, som snor og bugter sig rundt langs Glomstrup Vig, og med en skøn udsigt undervejs. Vi drejer til venstre ned ad Søndermarken, som følger et af de mange fremspring som naturen har ud mod vandet. Søndermarken fører os igen ud på Glomstrupvej, hvor vi går til venstre. For enden af Glomstrupvej går vi til højre ad Næssundvej, og kommer retur til Hvidbjerg Kirke, hvor vores bil holder.

Turen, der er godt 13 km. lang, er dejlig varieret med asfalt, græs og grus, og hele tiden med udsigt til vand.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.