Munkebostien, Munkebo

Munkebostien, Munkebo

oktober, 2020 Slået fra Af admin

Vi satte vores GPS til Munkebo Kro og parkerede bilen lige overfor kroen. Herfra krydsede vi den store landevej og gik langs Kertinge Nor lidt tilbage mod Odense. Efter mindre end 1 kilometer drejede stien til venstre ud mod Ma’en. Lige efter roklubben var den første kaffeplet med en skøn udsigt over Kertinge Nor og den lille ø, Galgeholm, hvor der i gamle dage var hængninger.

Efter kaffen gik stien lidt ind bag ved de forreste rækker huse, men for enden af Strandløkken, hvor den gik skarpt til højre, valgte vi at gå ligeud ind over det grønne område, for at følge kystlinjen rundt om Næsset.

Da vi igen kommer ud på vejen (Næsset) går vi til venste og igen til venstre ad Kølstrupvej, som vi vælger at følge igennem den første rundkørsel (og væk fra Munkebostien) og videre til rundkørsel 2, hvor vi tager 1. vej til højre – Sunneroesvej. Pas på bilerne på stykket mellem Næsset og rundkørsel 2. Efter ca. 500 meter drejer vi fra Sunneroesvej og går ind på på det gamle jernbanespor – Odense-Kerteminde-Martofte – Jernbanen blev oprettet i 1900 og nedlagt igen i 1966, men vi kan heldigvis stadig gå på ruten, som bl.a. føre os igennem en stor smuk kirsebær plantage.

Vi følger den nedlagte jernbane til Dræby, hvor vi meget symbolsk går via Stationsvej og drejer til venstre ad Dræby Fedvej og straks efter går til højre ad Vigerøvej, hvor vi nu får et godt kig over mod den store portalkran på Lindø-værftet.

Efter knap 8 kilometer drejer vi fra Vigerøvej og ind på en smal skovsti, som vi følger rundt om Lindø-værftet. Hele området er gammel havbund, og der er mange spor fra bl.a. Bronze alderen. Der er mange diger, som vidner om de mange inddæmninger, der har været igennem årerne. Flere steder på ruten er der placeret bord-bænke sæt, hvor man kan nyde sin medbragte kaffe og nyde udsigten over markerne. Turen fortsætter over Dalby Høj, hvor en oldtidshøj vidner om, at området har været beboet af vikinger.

Vi finder en rute, som går udenom arealer med græssende køer, og kommer ud på havnevejen, som vi følger ned til Odense Fjord. Lige inden hegnet drejer vi til højre, og følger nu bunden af fjorden rundt til Boels Bro.

Fra Boels Bro går turen op ad vejen Boels Bro, som fører op til Munkebo Bakke. På toppen af bakken drejer vi til venstre ad Loddenhøj Alle, som fører op til udkigstårnet på Munkebo Bakke. Fra tårnet er der en fantastisk udsigt 360 grader rundt, og stedet er det perfekte fotoshoot. På den ene side kan man se Gabet og fyret på Enebærodde, længere ude ligger de hvide skrænter på Fyns Hoved og bagerst ligger Samsø. Kigger vi den anden vej kan vi se Kerteminde og længere bagude knejser Storebæltsbroen stolt. Vender man sig igen, så kan man se både Kerteminde Fjord til venstre og Odense Fjord til højre.

Fra Munkebo Bakke følger vi den naturlige sti, som går ned mod Kerteminde Fjord. Vi kommer ud på Toften, hvor vi drejer til venstre og straks efter til højre ad Krabbegårdsvej. Næsten nede i bunden går vi ind på en natursti, som vi følger ud på Munkebovej. Ude på Munkebovej følger vi Munkebostien og går straks til venstre ned mod vandet ad en smal sti. Stien ender blindt, men turen derned er et must, for der er igen placeret et bord-bænke sæt og der er totalt fred og ro og et skønt blik over vandet. Tilbage på landevejen er det blot at følge vandet tilbage til Munkebo Kro og bilen.

Tak til Ina Aabjerg Mann, som har anbefalet denne tur.

Turen er knap 18 kilometer lang.

Vil du læse mere om, hvad Kerteminde har at byde på, så besøg Visit Kerteminde

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.