Stevns Klint, 12 km.

Stevns Klint, 12 km.

marts, 2021 Slået fra Af admin

For ca. 66 millioner år siden ramte en asteroide jorden i Sydamerika. Med en diameter på ca. 10 kilometer udslettede den mere end halvdelen af liv på jorden, herunder også dinosaurerne. Stevns Klint er verdens bedste sted at studere sporene fra asteroiden, og er derfor på UNESCOs verdensarvliste. (Der er blot 7 danske steder på UNESCOs verdensarvliste).

Vi satte vores GPS til Stevns Klint UNESCO world Heritage, Højerup Bygade 39, 4660 Store Heddinge og parkerede på P-pladsen foran de to kirker. (Hvis I vælger at stå tidligt op vil der være en fantastisk solopgang ud over havet). Herfra går vi tilbage ad Højerup Bygade, til højre om byens gadekær og drejer til højre ind på Hærvejen (Ikke at forveksle med Hærvejen op igennem Jylland). Efter mindre end 1 kilometers gang er vi ude af byen og har de åbne marker på begge sider. Vi går parallelt med havet, og er på ingen tidspunkt mere end 1 kilometer fra havet, som vi har kig til flere gange de næste 4 kilometer. Vejen er ikke stærkt befærdet, men da vores krav til en vandretur ALTID skal være en rundtur, er der ikke andre muligheder end at gå de ca. 4 kilometer på landevejen. Vi bruger de ca. 45 minutter til at nyde udsigten over markerne, drøfte vores forventninger til Stevns Klint og de spændende oplysninger vi har fået om geologien i området.

Efter ca. 4,5 kilometers vandring drejer vi til højre ind på Lilledalsvej, og følger nu Stevns Klint Trampesti. Stien, som alene er for vandrere, strækker sig over 21 kilometer fra Bøgeskov Havn i Nord til Rødvig i Syd. Ca. 100 meter nede af Lilledalsvej drejer vi til venstre og går langs det levende hegn til det stopper. Vi drejer til højre og går nu ud mod vandet. Trampestien går over en pløjemark, og vi kan måske undre os over, hvordan stien ser ud når landmanden har sået afgrøder?

Straks vi kommer ud til vandet kan vi se, at havbunden har den karakteristiske turkise farve, som skyldes, at bunden er fyldt med kalk. Vi har et fantastisk udsyn ud over havet, og hen til Stevns Kridtbrud, hvor der stadig udvindes kridt.

De næste godt 3 kilometer foregår langs klinten ca. 30-40 meter over havets overflade. Det er et stykke, hvor det ene smukke skue afløser det andet, og det er vigtigt, at der bliver kigget både frem og tilbage i løbet af turen. Klinterne er nogle steder afbrudt af raviner, hvor vi så er nødt til at gå lidt ind i landskabet, men aldrig mere end 50 meter.

Da vi har gået godt 9 kilometer kommer vi til Stevns Fyr. Stevns Fyr ligger på Stevns Klints højeste punkt – hele 41 meter over havet. Der er faktisk to fyrtårne – et fra 1818 og et fra 1878. Hele området bærer tydelige præg af den kolde krig, og derudover er der en udstilling om den store asteroide som slog det meste af alt liv ihjel for ca. 66 mio. år siden, og om området ved Stevns. Det er absolut et besøg værd, hvis man vil blive klogere på naturen.

Vi fortsætter de ca. 2 kilometer tilbage til vores udgangspunkt, mens vi nyder den betagende smukke udsigt. Klinterne bærer nogle steder tydelige spor efter udvinding af byggematerialer som bl.a. Biskop Absalon stod for at opføre i København.

Vi er nu tilbage ved vores udgangspunkt, men mangler både at se Den Gamle Kirke på Stevns og være nede på stranden for at kigge op på klinten. Vi starter med Den Gamle Kirke, som er opført ca. 1357 – selvfølgelig i materialer fra Stevns Klint. Som følge af udvinding af kridtsten fra klinten på begge sider af kirken, faldt skrænten sammen i 1928 og den østlige del af kirkegården og koret på kirken faldt i havet.

Vi begiver os nu ned ad de mange trappetrin ned til stranden, for at få et blik op på kirken og den smukke klint.

Vel oppe igen slår vi lige et slag rundt om det gamle bindingsværkshus og nyder udsigten til den flotte gamle kirke og den nye kirke inden turen er slut.

Turen er 11 kilometer lang, og hvis vi på noget tidspunkt skal vælge en tur, hvor vi går ud og hjem af samme rute, bør det være denne tur. Turen langs klinten er noget af det smukkeste og mest varierende landskab vi har gået i til dato.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.