Tversted Klitplantage, Nordjylland, 10 km.

Tversted Klitplantage, Nordjylland, 10 km.

februar, 2024 Slået fra Af admin

I det nordligste af Danmark, sådan cirka mellem Hirtshals og Skagen ligger Tversted Klitplantage lige uden for Tversted by og ud mod Vesterhavet.

Sæt din GPS til “Tversted Naturlegeplads”, hvor der er en fin stor parkeringsplads. Vi starter ud med at følge skiltet mod Tversted søerne.

Vi er heldige med vejret – for første gang i lang tid er der udsigt til blå himmel et par timer og solen står højt på himlen, hvilket blot understreger de smukke farver, der trods alt er i skoven en februar måned. Stierne er skønne og skyggerne lange.

Efter ganske få hundrede meter kommer vi til bredden af den første af Tversted søerne, som er fersvandssøer. Solen, den blå himmel, og den rolige vandoverflade kalder på et foto, som siger mere end ord. Vi nyder øjeblikket og roen før vi går videre højre om søen.

Vi går ca. 1/4 rundt hvorefter vi går til højre ad en lille sti. Vi er på vej igennem plantagen over til Østerklit Stokmølle. Der er faldet rigtig meget regn den seneste tid, så stien er flere steder meget fugtig, og vi skal springe fra tue til tue. Vi kommer nu ind på Nordsøstien. Lidt længere fremme kan vi se, at stien er blank af vand, så vi ser os nødsaget til at vende om og finde en anden vej.

Tilbage ved markøren med Nordsøstien kan vi gå til venstre og følger nu en lille sti ind igennem plantagen. Stien fortsætter ca. 200 meter, hvorefter vi kommer ud til en større skovvej, hvor vi drejer til venstre. Skoven er meget varieret med både gran og birk. Hvor vejen deler sig, holder vi til venstre og lige inden en fold, drejer vi til højre og går langs hegnet over mod Østerklit Stokmølle, der er opført i 1912 og er Danmarks sidste fungerende stokmølle. Gården er fra 1688 og ligger flot på heden med solen smukt reflekteret i den hvidkalkede væg.

Der er borde og bænke til en frokost, men vi er jo lige startet, så vi fortsætter rundt om gården og ind mod skoven igen. Lige inden vi runder 2 km. går vi til venstre ind på en smuk skovsti. Vi er nu på vej til Ravklit udsigten. Turen fører os opad i terrænet, og vi kommer faktisk til at gå på en højderyg, hvor der er smuk udsigt ned til begge sider. Det er fantastisk, at man selv på den flade hede kan finde tydelige spor af istiden og dens vældige kræfter.

Vi skal selvfølgelig en tur op i udsigtstårnet for at tjekke udsigten. Der er stort set ikke andet at se, en toppen af skoven hele vejen rundt, og så selvfølgelig Vesterhavet ude i horisonten. Vel nede igen og videre ad stien vælger vi en vej til højre, som fører os ad nogle små stier tilbage ud på den større skovvej.

Ude på skovvejen går vi til venstre, og da vi kommer til en større skovvej drejer vi igen til venstre. Skovvejen er perfekt at gå på, og solen varmer dejligt. Vi følges hele tiden af duften af frisk skovet tømmer. Det er bemærkelsesværdigt at se, hvor meget grønt der er årstiden til trods. Efter godt 4 km. kommer vil til en tværgående skovvej, som vi krydser lige over, for igen at betræde en skovsti, som mange steder er afbrudt af væltede træer.

For enden af denne lille skønne sti, kommer vi ud til en større skovvej, hvor vi drejer til højre. Lige inden vi kommer ud til en tværgående skovvej, drejer vi til venstre og går parallelt med den større skovvej på en mindre sti. For enden af stien går vi til højre og straks efter til venstre igen. Vi går nu langs Skiveren Camping, og er på vej ud til Vesterhavet.

Lige inden vi kommer helt ud til vandet skifter underlaget fra jord og grus til sand, og så kommer vi ud til et åbent stykke med græsser. Da vi kigger tilbage mod skovkanten, kan vi rigtig se, hvor voldsomt vejret kan være ved vestkysten. Skovbrynet er præget af mange væltede træer. Det sidste stykke ned mod stranden trækker hundene godt, da de kan dufte havet og ved, at den står på en afskylning. Vesterhavet viser sig fra sin sjældne side, da der næsten ingen bølger er, og vi kan heller ikke høre den så karakteristiske brusen.

De næste godt 2 kilometer foregår langs stranden med klitterne på den ene side og Tannis Bugt på den anden side. Det er tydeligt at se på skrænterne, at vi har haft nogle voldsomme storme, for der er rigtig mange steder, hvor skrænterne er styrtet ned. Vi går både nede ved vandet og oppe tæt på klitterne for at se, om der ikke skulle kunne findes et lille stykke rav, men det ser ud som om, der har været nogle før os, så vi er ikke heldige. Til gengæld finder vi et sæl-skelet og nyder de smukke formationer, som hav og vind har lavet i klitterne.

Efter knap 9,5 kilometer går der en sti ind til venstre og vi er nu igen på vej op til Tversted Søerne. Det første stykke fra stranden og op mod søerne er ret fugtigt, men nogle før os har brugt for hånden værende materialer til at lave nogle intermistiske gangbroer, som vi kan balancere over, for at undgå at få helt gennemblødte fødder, og efter lidt balancegang kommer vi over det våde område.

Vi går forbi søerne i et smukt område, og kommer op til bunden af den store sø, som vi mødte først på turen. Her drejer vi skarpt til højre og følger endnu en smuk skovsti rundt og kommer igen ned til Naturlegepladsen, hvor vores bil holder.

Turen er godt 10 kilometer lang.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.