Samsø: Vesborg Fyr – Brattingsborg. 15 km.
Helt nede på den sydlige spids af Samsø ligger Vesborg Fyr, der er opført i 1858, og som stadig er i brug den dag i dag. Fyret ligger på den gamle borgbanke Visborg, der stammer tilbage fra vikingetiden. Fyret er et yndet udflugtssted, og vi har sat vores GPS til Vesborg Fyr, Samsø. Vi parkerer lige inden fyret, og går til venstre ad den første sti. Stien går mellem to af voldene på det gamle anlæg og fører os ned til vandet, hvor vi går til venstre. Vi havde regnet med, at vi skulle gå i strandkanten, men det viser sig, at der er en ganske behagelig trampesti allerede fra starten af.
Når vi kigger ud over havet kan vi se 10 vindmøller stå på rad og række. De samme 10 vindmøller kan ses fra Fyn (Hasmark og Fyns Hoved). Kigger vi ind i landet kan vi efter ca. 2 kilometer se et stort åbent landskab, som fører op til Brattingsborg Gods, eller mere korrekt – giver Brattingsborg Gods et flot kig ud over havet. Vi går i niveau med havet, men pludselig stiger terrænet og vi går nu på 5 meter høje skrænter. Hvem siger, at Danmark er fladt?
Lige så pludseligt som skrænterne kom, lige så pludseligt er de væk og vi går igen i niveau med havet. Vi nærmer os Lushage, hvor det oprindelige fyr er blevet erstattet af et gitterfyr. Vi er nu nået til det nederste højre hjørne af Samsø og fortsætter nu nordpå, men stadig langs kysten.
Efter godt 6 kilometers vandring drejer vi til venstre ad en lang lige markvej, som fører os tilbage mod Brattingsborg Gods, som vi glæder os til at se. Vi holder til venstre, da vejen deler sig, og går udenom den store Hjalmarsgaard, der er en avlsgård under Brattingsborg.
Vi er nu på vej ind i skovene omkring Brattingsborg Gods, og nyder forårets mange fortræffeligheder – Her i form af den lysegrønne bøgeskov og duften af de mange tusinde ramsløg, der danner et smukt grønt tæppe i skovbunden.
Da vi kommer til Samsø Retreat, drejer vi til venstre – og det ska I IKKE gøre. På kortet havde jeg set, at der gik en sti op bag om Brattingsborg Gods, men den viser sig, at være privat vej, så vi må vende om igen. Tilbage ved Samsø Retreat går vil til venstre af Ørnslund, som fører os op forbi Brattingsborg. Vi drejer til venstre lige efter bygningerne, og kommer nu om forbi hovedindgangen, hvor vognporten vidner om, at bygningerne er helt tilbage fra 1873. Vi kigger lige ind af vognporten og får et glimt af godset bag træerne.
På modsatte side af vejen kan vi se flere gravhøje, og da vi kigger på et kort kan vi se hele 11 gravhøje alene på marken her. Vi går videre og lige efter godset går en grusvej til venstre. Grusvejen bugter og snor sig igennem et flot og bakket landskab, hvor vi igen ser mange gravhøje.
Efter ca. 2,5 kilometer på grusvej, kommer vi ud til Vesborgvej, hvor vi går til venstre. Vi er nu på vej tilbage til Vesborg Fyr, som vi kan se godt 1,5 kilometer fremme. Vel ankommet til bilen, skal vi lige op og kigge ved fyret, som med sine 19 meter ovenpå en 17 meter høj banke giver en fantastisk udsigt ud over Samsø og havet. Der er også lige tid til at nyde solnedgangen inden turen er helt slut.
Turen er ca. 15 kilometer lang, men der er ikke rigtig nogen bord-bænke sæt på turen, så kaffen må indtages siddende på jorden.
Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.