West Bali National Park – 5 km.

september, 2023 Slået fra Af admin

Vandring i West Bali National Park er ikke helt det samme, som at vandre i Danmark eller Europa for den sags skyld. For det første, så skal vi ALTID ledsages af en guide fra nationalparken, og for det andet, så kan vi ikke helt sammenligne distance og tid. Vores lille 5,25 kilometer vandretur tog os godt 2,5 time og foregik i +28 grader.

Vi har i samarbejde med vores hotel – Plataran Menjangan – som i øvrigt ligger inde i nationalparken – og hotellets manager Mr. Dharma arrangeret en helt speciel tur, som aldrig er forsøgt vandret før. Vi starter ud fra hotellet kl. 09.00 om morgenen med vores ene guide Surana, hvorfra vi bliver kørt i ca. 15 minutter til en “havn”, hvor der ligger en masse fiskerbåde og både til transport af gæster. Det specielle ved denne havn er, at alle bådene ligger på stranden. For at vi kan komme med båden kræver det, at det halve af landsbyens mænd skubber vores båd ud, hvor der er vand nok under kølen til, at vi kan sejle. Det betyder samtidig, at vi skal have vandresko og strømper af, og gå i vand til skinnebenene. Herfra går turen over vandet mod en lille bådebro på østsiden af nationalparken. Undervejs sejler vi tæt på de fine koralrev, og det er en fornøjelse at opleve, hvordan vores “kaptajn” behændigt sejler udenom for at beskytte korallerne, og det skrøbelige økosystem. Efter godt 10 minutters sejlads ankommer vi til vores udgangspunkt for dagens vandretur.

Ved anløbsbroen mødes vi af vores lokale guide Putu, som ikke er ranger, men som har mere end 20 års erfaring som guide i nationalparken, og derfor må siges at være den rette mand til vores lille off-road eventyr. Vi går igennem et lille resort, og fortsætter på en sti langs stranden, og kommer ret hurtigt til et skilt, hvor Putu fortæller os, at det er forbudt at fiske, jage dyr og samle muslinger, hvilket alt sammen er led i at beskytte miljø og økosystem. Lige herefter ser vi vores første sorte abe. De sorte aber lever kun i nationalparken. Stien er fyldt med huller i varierende størrelser, og vores guide fortæller os, at der er huller lavet af krabber. Krabberne gemmer sig i hullerne mens der er tørt, men forlader dem igen, når det bliver fugtigt. Vi når også at se den blå Kingfisher, som vi hjemme kender i mindre størrelse under navnet isfugl.

Vi forventer ikke at se nogen krabber på vores tur, for vi går i den absolut mest tørre periode på hele året. Regnsæsonen starter så småt i oktober, kulminerer i december til februar og aftager igen fra marts. Vores guide fortæller os, at efter der er kommet regn er vegetationen langs stien så høj, at den når os over hovedet, og at han derfor er nødt til at holde stien åben ved at holde vegetationen nede – Svært at se for sig, når alt er svedet af som nu. Ruten bærer præg af, at den vilde natur får lov at udfolde sig, og vi skal flere steder bukke os for at komme under træer, som gror vildt. Vi møder flere steder, hvor jorden er rodet igennem, og hvor der er store huller og blotlagte rødder. Det viser sig, at det er vildsvin, som i deres søgen efter mad hærger jordbunden. Vildsvinene er det eneste dyr i nationalparken, hvor rangerne regulerer bestanden. Desværre (eller heldigvis?) møder vi ingen vildsvin på dagens tur.

Turen langs kysten fortsætter, og vi kommer snart til et sted, hvor der rejser sig en stor klippe på vores venstre side. Putu fortæller, at klippen er gammel koral. Hele Bali er skabt for mere end 300 millioner år siden af mange jordskælv, og at det derfor er gammel havbund, som vi går på, og som klipperne er lavet af. Det er ret fascinerende både at se på og tænke på.

Selvom der er tørt, så er der stadig træer, som har grønne blade, og vi får at vide, at der på Bali er stedsegrønne løvtræer og buske. Vi kommer til endnu en klippeformation (koral-formation), hvor vores guide fortæller os, at rangerne førhen fyldte rent drikkevand i et bassin, så rådyrene havde frisk vand at drikke. Det er de holdt op med igen, for stedet var plaget af krybskytter, som kom og dræbte dyrene, når de kom for at drikke. Nogle steder ligner det, at træerne er rådne eller brændt af, men det skyldes, at aberne spiser alt grønt på træerne, og træerne derfor dør.

Efter ca. 2 kilometers vandring og en masse spændende ny viden omkring Bali, natur og dyreliv, skal vi nu til at begynde opstigning til savannen og forhåbentlig en fantastisk udsigt. Vores guide fortæller os, at han aldrig har haft andre med op, og at han selv har udforsket og fundet denne rute, men at det er flere år siden, at han siden han sidst har gået turen. Ruten består for lige dele af svagt synlige dyreveksler og næsten usynlige spor. Det kræver sikre fødder i skridsikre sko, men også små skridt og stor opmærksomhed på, hvor næste fod skal sættes. Efter det første stykke opstigning flader stigningen lidt ud, men der er fortsat behov for stor opmærksomhed på, hvor vi træder.

Vi er nu nået til toppen af vores planlagte opstigning, og her stopper vi for at få en tår vand, men også for at nyde den smukkeste udsigt over nationalparken og øen Pulau Menjangan, som i øvrigt betyder hjort. Her på toppen er vi så heldige at se 3 vilde hjorte, som flygter over klipperne så snart de får færten af os. Vi når også lige at se endnu en sort abe forsvinde op i et træ. Nogle af træerne minder om træerne på den afrikanske savanne. Vi bliver endnu engang mindet om, at vi i ca. 200 meters højde går på gammel havbund, da vores guide peger ned på nogle smukke fossiler i klipperne/korallerne.

Vores tur fortsætter ud mod spidsen af nationalparken, og vi er nu på det spor, som vores guide ikke har været på de seneste 5 år. På vejen bukker vores guide sig ned og plukker et par blade af en undseelig lille plante – Han beder os om at snuse til bladene, og vi får straks lyst til en Mojito – Bladene viser sig nemlig at være mynte. Ruten stiger en smule, men ikke i forhold til vores opstigning. Udsigten er fantastisk, og vi står et stykke tid og suger det flotte landskab ind. Da vi genoptager vores vandretur, drejer vi i en stor cirkel og krydser over vores tidligere spor. Pludselig bukker vores guide sig ned og samler et gevir op. Det er fra en et-årig han, og han fortæller os, at rådyrene en gang om året smider deres gevirer, for der næste år kan vokse et endnu større ud. Vi er nu på turens højeste punkt, og udsigten er bjergtagende.

Vi er nu så småt færdige med at vandre på savannen, og skal til at begynde vores nedstigning igen. Da ruten ikke har været brugt af andre end rådyr i flere år, er den somme steder ret ufremkommelig, og kræver en del i forhold til at gå igennem krat og tornede grene. Igen godt, at vi har vores lokale guide med. Inden vi starter den rigtige nedstigning når vi lige, at komme ud på et åbent område, hvor vi får endnu et fantastisk vue over havet.

Nedstigningen foregår i et meget roligt tempo, så vi kan komme sikkert ned. På et tidspunkt stopper guiden op, hvorefter han hopper et par gange op og ned. Vi kan høre, at det lyder ret hult under ham. Han fortæller, at der nedenunder ligger en stor grotte, hvor både rådyr og varaner holder til. Vores guide går rask til, mens vi bagude tager os meget bedre tid. Vel nede på stien langs havet igen, kigger vi os tilbage for at se, hvor vi kom ned, men stien er så godt gemt, at vi faktisk ikke kan se den.

Efter både op- og nedstigning er resten af turen A-walk-in-the-park. Ruten er igen flad, og der er ingen forhindringer. Vi når at se endnu en sort abe, et par Kingfisher samt et krokodilletræ, hvilket har fået navn efter krokodillen fordi barken er ru som en krokodilles skind. Surana har båret geviret med ned fra bjerget, men kommer i tanke om, at han ikke må fjerne noget fra nationalparken, hvorfor det eneste han får med er et foto og et minde. Ved vores udgangspunkt ligger båden og venter på at sejle os tilbage til vores udgangspunkt. Her er der blevet højvande, så båden kan gå længere ind, men vi slipper ikke for at tage sko og strømper af igen. Surana viser os et område, hvor der er plantet nye mangrove-træer som et led i Plataran Menjangans program omkring beskyttelse af miljø og økosystem. Ud af hver 100 træer der plantes, er der 10 som overlever og vokser sig store. Til gengæld optager et mangrovetræ op til 4 gange mere co2 end et almindeligt træ.