West Bali National Park – Trails of Life+savanne. 8 km.

West Bali National Park – Trails of Life+savanne. 8 km.

september, 2023 Slået fra Af admin

I West Bali National Park ligger Plataran Menjangan, som er et af de smukkest beliggende hoteller vi nogensinde har oplevet. Nationalparken dækker et imponerende 190 kvadratkilometer stort område, hvoraf Plataran Menjangan passer og vedligeholder ca. 3,8 kvadratkilometer. Der er derfor ansat godt 20 rangere og gartnere, som er ansvarlige for at passe det store område og sørge for, at der bliver plantet nye mangrovetræer, træer i junglen og at dyrene har det godt.

Vores tur er lavet i samarbejde med den ansvarlige ranger Gede Muliada, og har aldrig været gået før. Vi starter ud fra hotellets Lobby, hvor vi selvfølgelig har følgeskab af vores ranger, Gede, som fortæller, at vi starter vores hike med at følge “Trails of life”, hvilket er en rute, som symboliserer et menneskes livsfaser, fra barn til voksen. Det første vi gør er, at krydse forbi et skilt, hvorpå der står “Do not enter” – Det starter godt. Vi går på en gammel sten- og grusvej, der er fint afmærket med kantsten. Vejen snor og bugter sig den første kilometer, og vi kan flere steder se, hvordan landskabet bærer præg af, at der i regntiden kommer rigtig meget vand. Stien er fyldt med huller, hvilket viser sig at være krabbe-huller. Er der vådt sand udenfor hullet, er krabben hjemme – er der ikke vådt sand, er krabben ikke hjemme.

Efter 1 kilometers vandring kommer vil ned til vandet, hvor vi kan se, hvordan der er plantet små grupper af nye mangrovetræer i vandkanten. Mangrovetræerne er vigtige for økosystemet på Bali (og for resten af verden). Mangroven har flere formål. De optager langt mere CO2 end almindelige træer ligesom de beskytter kysterne mod havet og bølgerne. Plataran Menjangan har et helt program, som de kalder “Plataran For The Earth“, hvilket blandt andet indbefatter at plante ny mangroveskov.

Vi fortsætter ad en lille grussti ind i skoven igen, og kommer til et sted, hvor der står et stort palmetræ på hver side af stien. Vores ranger fortæller os, at disse palmetræer lever i op til 80 år. De blomstrer kun een gang i levetiden og dør straks efter de har blomstret. Vi ser en del små fugle, der alle har det kendetegn, at de har meget stærke farver et eller andet sted på kroppen. Efter knap 1,5 kilometers vandring kommer vi igen ned til vandet. Her skal vi have vores indlagte morgenmads-picnic. Ordet picnic er slet ikke dækkende for den opdækning, betjening og udsigt – Det bliver svært at leve op til i fremtiden, men kan klart anbefales.

Efter et solidt morgenmåltid indtaget i paradis fortsætter vores vandretur. Inden vi forlader stranden, viser vores ranger os, hvordan jordbunden er en skøn blanding af lava, koraller og fossiler. Vi ser en mega-stor musling, som sidder i jorden, og hvor kun kæberne stikker op. Turen langs kysten viser os, hvor stor betydning Mangroven har, og vi kan næsten forestille os, hvordan den er med til at dæmme op for havet og bølgerne. Vi støder på flere krabbehuller, og vores ranger fortæller os, at krabberne kan gå helt op til 2 kilometer ind i landet.

Pludselig stopper vores ranger op, og siger til os, at vi ikke skal komme nærmere. Han har fået øje på en Red-tailed green Snake, som ligger og slapper af midt på stien. Vi venter til vores ranger forsigtigt har fulgt slangen på vej, før vi fortsætter. Slangen når lige at rejse sig truende mod os, da vi skynder os forbi.

Efter den oplevelse kigger vi mere ned end op, selvom vores ranger forsikrer os om, at det er yderst sjældent, at netop den slange overhovedet er nede fra træerne. Efter godt 2 kilometers vandring kommer vi ud til en grusvej, hvor vi drejer til venstre. Mede viser os fire farverige figurer, der minder en smule om vores havenisser derhjemme, men han fortæller os, at de symboliserer 4 menneskelige karakterer. Den første “Pragina”, som er et symbol på ærlighed og venlighed, Den anden “Sangut”, som er et symbol på politik, eller mere præcist livsstrategi. Den tredje er “Nak Bagus”, som er et symbol på lederskab, og den sidste/største er “Tualen”, som er den vigtigste karakter i vores liv, nemlig visdom. Filosofien bag er, at når halvdelen af vores livsrejse er nået og vi er i stand til at rumme og leve med alle 4 karakterer, vil kvaliteten af vores liv være bedre. En smuk filosofi, og meget kendetegnende for Balinesere.

Vi er på vej til “Tree nursery facility”, som viser sig at være vores rangers egen lille planteskole ude midt i skoven. Her dyrkes mange af de træer og planter, som senere bliver sat i skoven. Vi er ikke gået ret meget længere, før vi kommer til endnu et lille specielt sted. Et lille hus midt i skoven med 8-10 volierer, hvor Plataran Menjangan har sat sig for, at sikre overlevelse af den meget sjældne og truede fugl – Bali Starling.

Efter ca. 3,4 kilometers vandring af sporet “Trails of Life” drejer vi nu fra sporet, og begiver os ind på et spor, som er blevet lavet specielt til Danish Hikings. Det er vildt spændende at se, hvad denne rute byder på, men vi er blevet lovet, at vi skal ud og se en savanne. Nogle steder er stien næsten ikke synlig, men vores ranger har godt styr på, hvilken vej vi skal gå.

Vi krydser igennem lavninger og mangroveskov, og pludselig åbner der sig en slags slette foran os. Vi tror først, at det er savannen, men vi får at vide, at det blot er et stort område, hvor der ikke kan gro vegetation, idet jordbunden er dækket af et tyndt lag klippe. Der er til gengæld mange krabbehuller, hvilket jo vidner om, at vi trods alt er ret tæt på vandet. Det vidner de mange mangrovetræer i området også om. Mede fortæller, at der i regntiden står vand på området. Vi krydser det åbne område, og går igen ind i den tætte skov. Her bevæger vi os igen på en smal og næsten usynlig sti, som vi aldrig havde fundet uden vores guide.

Vi skal over en mindre bakketop, hvor stien igen er næsten usynlig, og på den anden side af bakken skal vi ned i skoven igen. Vi har efterhånden gået så meget i zig-zag, at vores ellers gode stedsans er ret rundtosset. Det område vi går i ændrer sig hele tiden fra skov til tæt krat, men vi kan et par steder godt se, hvor rangerne har ryddet, så vi kan få vores vandretur.

Da vi runder et sving på stien åbner savannen sig vidt og flot foran os. Der løber et mindre vandløb midt igennem savannen, og vi kan se de smukke bjerge i baggrunden. I vandløbet svømmer små fisk, hvilket viser os, at det er meget rent. Mede fortæller os, at der ligesom på den afrikanske savanne, kommer dyr og drikker fra vandhullerne om aftenen. Det er vandvittigt spændende at stå på savannen, som Mede kalder for “Tessa og Klaus – savannen” – Vistnok mest fordi han aldrig før har haft gæster med derud, men også fordi vi har inspireret dem til at lave en vandretur som indbefatter en rundtur på savannen – Det er da ret fedt!

Vi sætter os i skyggen af to store palmer, og Mede serverer en lille ris-banan snack, som hans hustru har lavet, og som er rullet ind i et stykke palmeblad. Det er Balis svar på en energi-bar, og den smager skønt. Mens vi sidder og nyder udsigten fortæller Mede, at han som dreng altid gik i skoven, og at han var heldig at få job hos Plataran, da han gik ud af skolen. For ham har det betydet, at han nu har råd til at give sine egne børn en bedre uddannelse.

På himlen bliver vi pludselig opmærksomme på, at der svæver to hvidbrystede havørne. Et imponerende syn, som fuldender vores lille pause.

Vores pause er færdig, og vi er igen blevet beriget med viden om den lokale befolknings liv og levevilkår. Vi begiver os tilbage over savannen og kommer ret hurtigt til det tørre område igen. Her krydser vi over og kommer igen ind på den sti, som er lavet specielt til os. Den følger vi retur ca. 2 kilometer, hvorefter vi kommer ud på en større grusvej, som fører os tilbage mod vores udgangspunkt. På vejen møder vi et skilt som siger “What doesn´t kill you makes you stronger”. Skiltet er sat op af direktørens datter, og det kan vi sagtens forholde os til. Turen slutter af på Oxtagon-restauranten, som ligger blot 300 meter fra vores udgangspunkt.

Vi har gået på en del af “Trails of life”, vandret på “Tessa og Klaus Savannen” og afsluttet vandreturen ved at lave vores egen “Cirkle of life” – Det kan næsten ikke fås bedre.

Turen er 8 kilometer lang, og vandret i ca. 30 graders varme tog turen ca. 4 timer med alle stops indregnet.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går. (NB endnu ikke tilgængeligt)