Start med at investere i noget ordentligt fodtøj! Du kan finde en all-round vandresko, der er nyttig i begyndelsen. Når du bliver en mere ivrig vandrer, har du brug for vandresko med hårde såler til stenunderlag, blødere vandresko til fx de danske ture og støvler om vinteren. Vi har også sandaler – men det er altså ikke ofte, at de benyttes.
Både Tessa og Klaus er vilde med det tyske mærke Meindl, hvor vi har både sko og støvler fra. Skoene er i brun læder og er ikke specielt kønne – minder lidt om skolesko fra 1950’erne – men de er fantastiske at vandre i. Vi bruger dem året rundt, hvis der er plusgrader.
Et andet brand, som vi har virkelig gode erfaringer med, er Salomon. Det er en vandresko, hvor der er mange varianter og i varierende prisklasser. Samtidig er flere af dem virkelig pæne at se på og det løfter jo også oplevelsen 😉
Tessa har læder støvlen Courteney Safari, som føles som et spaophold at vandre i. Producenten er så skråsikker på kvaliteten, at der gives 10 års garanti. En støvle for den nørdede.
Noget mange ofte glemmer er at investere i strømper af god kvalitet. Det gør en forskel og hvis man alligevel investerer i en vandresko af god kvalitet – bør man unde sig selv ordentlige strømper, der både er svedabsorberende og støtter på “vabel” risikoområderne: på siderne af tæerne og hælene. Læs mere om strømpevalg under Beklædning.
Når du er færdig med at vandre og skal transportere dig hjem, så und dig selv den vildeste luksus for din fødder: Husk klip-klapperne til “afterparty” i bilen, når sko og strømper er hevet af for at få tiltrængt luft 🙂