Gedser Odde, Falster. 14 km.
Danmarks sydligste punkt er Gedser på Falster, og vi har selvfølgelig vandret en smuk tur i området. Vi har sat vores GPS til Solvej, Gedser, hvor vi parkerer vores bil på den lille P-plads med udsigt over Gedser Lystbådehavn. Vi starter vores vandretur med en tur rundt på Kroghage. Området har tidligere været brugt til udgravning af grus, DSB har brugt området som vaske- og losseplads, og der har endda været karantæne-hospital og skydeområde. I dag er området beskyttet som naturområde.
Vi går ud mod Østersøen, og følger kysten venstre rundt ned mod spidsen af Kroghage. Der er gode muligheder for at se en solopgang, og efter blot 0,75 km står et bord-bænkesæt og indbyder til morgenmad og kaffe.
Vores tur fortsætter rundt langs kysten, og efter ca. 1 km. drejer vi til venstre og vælger dermed den midterste af 3 små stier. Stien fører os op langs det store færgeområde, som dog er flot skærmet af grønne hegn og vi følger små lækre stier. Vi holder til højre og krydser den store Gedser Landevej og kommer over på Strandvej, som vi følger ud af byen.
Efter godt 3 kilometer drejer vi til højre ad Birkemosevej, men drejer til venstre efter blot 50 meter ned ad Salimorvej, som er et stykke markvej med græs beliggende mellem 2 marker. For enden af Saligmorvej drejer vi til højre og igen til venstre efter blot 50 meter ad endnu en 2-sporet markvej. Der er den skønneste udsigt over markerne og den gryende sol.
Vi kommer nu ned til bagsiden af et større sommerhusområde, hvor vi krydser en afvandingskanal og går til venstre og straks til højre igen ind på Vendersvej, som er en lille grusvej, der føres os ud mod havet på den østlige del af Gedser Odde.
Kysten er afskærmet af et højt dige, som skal beskytte såvel sommerhusene som odden mod havets store kræfter. Da vi kommer op på diget bliver vi mødt af et helt fantastisk dige-anlæg, hvor der på toppen af diget er lavet en 4 meter bred sti, hvor folk kan gå, løbe, cykle eller blot slentre en tur med barnevognen og nyde den flotte udsigt. Vi drejer til højre, og efter godt 5,5 kilometers vandring møder vi det næste bord- bænkesæt, hvor det er tid at indtage endnu en kop kaffe, mens vi nyder udsigten.
Efter godt 6,5 kilometer går grusstien over i en sti på græs, og vi fortsætter ufortrødent, mens vi nyder, at vi endnu engang er begunstiget af, at der er så stor variation i det underlag vi går på. Udsigten er fortsat ubeskrivelig med de åbne marker og små grupper af bevoksning til højre og havet til venstre. Efter knap 7 kilometer drejer stien til venstre og vi føres ned på strandet, hvor vi igen går til højre.
Vi følger stranden de næste små 2 kilometer, og går nu i sand – Dagens 4 underlag – små 2 kilometer. Stranden overrasker os positivt, for det viser sig, at stranden snor og bugter sig, så vi hele tiden får nye indtryk at nyde. Kyststrækningen viser sig, at bestå af en del høje skrænter som leder tankerne hen på Møns Klint i miniformat. Der er rig mulighed for at finde fossiler langs de store klinter, ligesom Gedser Odde Stenen er en smuk oplevelse.
Vi tager trappen op til Gedser Odde og Sydstenen, der er en ca. 4 tons stor sten, der stammer fra istiden og er skyllet med smeltevandet hertil. Stenen markerer samtidig Danmarks og Nordens sydligste punkt. Efter at have læst op på den permanente udstilling fortsætter vi ad Gedser Fyrvej ind mod Gedser. Hvor Gedser Fyrvej drejer 90 grader til højre vælger vi at går skråt ind over det grønne område, for at komme op til Gedser Fuglestation og tættere på Gedser Fyrtårn. Det viser sig sværere end som så, og vi bliver ledt ud på Gedser Fyrvej igen, hvor vi drejer til venstre og bliver ledt tæt forbi Gedser Fyrtårn. (Det havde været nemmere blot at følge Gedser Fyrvej)
Gedser Fyrvej leder os igen ned mod Østersøen. Vi bliver ledsaget af store flokke af gæs, som både er smukke at se på, men også en fornøjelse at lytte til. Lige inden vi når ned til vandet, stopper den grønne bevoksning på vores højre side, og åbenbarer en skøn græsbelagt sti på toppen af diget. Vi vælger at gå til højre på denne sti.
Efter små 12 kilometer drejer vi til højre ad Drejergården og holder straks til venstre ind over området ved Gedser Naturcenter, hvor der bl.a. er opsat nogle smukt beliggende shelters. Vi følger stien igennem området og kommer ud på Skovvænget, som vi følger til enden, hvor vi krydser skråt over på Skovgårdstien. Efter ca. 50 meter drejer vi til højre ind på en lille skovsti, som fører os igennem Aktivitetsparken.
For enden af stien holder vi til højre rundt om Det Sorte Geomuseum og går over på Skolebanken, som fører os til Gedser Kirkegård, som vi går midt over. Vi drejer til venstre ad Kildegårds Alle og drejer til højre ind på Prinsesse Alexandrine Gade. Vi går lige et smut ind i Sansehaven og går derefter retur på Prinsesse Alexandrine Gade, som går over i Danmarksgade. på Danmarksgade går vi forbi Gedser Vandtårn, der er Danmarks Sydligste vandtårn. Vandtårnet er dog ikke i brug mere. For enden af Danmarksgade drejer vi til venstre ind på Strandvej og følger denne retur til vores bil.
Turen er 14 kilometer lang.
Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.