Ærø: Drejet, Marstal. 12 km.

Ærø: Drejet, Marstal. 12 km.

June, 2021 Off By admin

Ærø er med sine knap 6000 beboere fordelt på 91 km2 ikke tæt befolket. Der er tillige rigtig meget kyststrækning, så kan man lide at vandre langs vandet, så er Ærø med sine mange bakker absolut et besøg værd. Vi har taget færgen fra Svendborg til Ærø, og turen gennem det sydfynske øhav minder om turen ind igennem den svenske skærgaard. Vi finder under overfarten ud af, at det Sydfynske øhav oprindeligt er et oversvømmet istidslandskab.

På den sydlige del af Ærø ligger en lang kyststrækning kaldet “Drejet”. Vi har sat vores GPS til “Drejet & Havsmarken”, hvor vi parkerer på den lille p-plads ud til vandet. Herfra går vi mod sydvest med vandet på vores venstre side. Det første stykke er asfalteret, men der er ingen trafik. Vi går ud mod klinten, som ligger i det fjerne. Underlaget skifter til trampesti jo tættere vi kommer på klinten. Der er flere steder, hvor vi kan nyde den medbragte kaffe. Når vi kigger bagud, forstår vi godt, hvoraf navnet Drejet kommer.

På toppen af klinten ligger resterne af Sankt Alberts Kirke og fæstning. Fæstningen er tilbage fra Vikingetiden mens kirken blev opført omkring år 1000. Kirken er nu helt væk, og der er kun udgravningerne tilbage. Vi fortsætter ad trampestien, som nogle steder går faretruende tæt ved kanten, men som til gengæld også giver en ret smuk udsigt over strand og vand.

Efter godt 2 kilometers vandring drejer stien ind i landet, og vi kommer ud på Vejsnæs, som vi følger ca. 1 kilometer. Vejen er asfalteret, men vi ser ikke en eneste bil. Til gengæld ligger vejen højt, så der er en fantastisk udsigt over Marstal bugt. På vejen går vi forbi et lille gadekær, hvorfra der lyder en ren kakofoni af frøer, der kvækker på livet løs.

For enden af Vejsnæs drejer vi til højre af Eskevej og drejer straks efter igen til venstre – stadig ad Eskevej. For enden af Eskevej drejer vi til venstre ad Hellebakken, og holder til højre i første sving. Straks efter går der en lille sti til højre op imod Jættestuerne på Lindsbjerg bakke. Jættestuerne er tilbage fra Bondestenalderen og består af en langdysse og en dobbelt Jættestue.

Turen fortsætter ad den flot slåede sti (som der forøvrigt er rigtig mange af på Ærø), og på toppen af bakken står der et køleskab med kolde øl og vand til salg. Et ret sjovt initiativ, som selvfølgelig bliver belønnet med en øl-pause. Da vi kommer ned for enden af stien, går vi til venstre ad en markvej, som fører os op forbi en gård. Vi fortsætter ligeud på grusvejen Gravendal, og går til højre ad Møllesøvej, krydser lige over Østermarksvej og går til højre ad cykel- og gangstien. Efter 1. ejendom på venstre hånd går en markvej til venstre – Den fører os nu tværs over Noret, som oprindeligt var havbund, men i dag er fredet, og som bl.a. er kendt for sine 60.000 blomstrende orkideer kaldet Majgøgeurt – fordi de blomstrer i maj.

Turen over Noret foregår i gamle hjulspor fra traktorer, og underlaget er fin sandjord. Noret er fladt, så der er god udsigt til begge sider, og det er måske også derfor, at Ærø Flyveplads har etableret sig i Noret. På trods af det flade landskab, er der stor variation i den vegetation, vi går igennem. Fra 2 hjulspor til høje buske og træer langs vejen. Der er endda nogle, der har sået sommerblomster langs sporet. Det flade landskab med enkelte træer og højt til himlen leder tankerne hen på den afrikanske savanne.

Hjulsporet går nu over i Norvejen, som vi følger og drejer til højre ad Ronæsvej, som fører os ud til vandet og Bakkevej. Her drejer vi til højre og går på cykel- og gangstien langs vandet. Stien er anlagt på modsatte side af vandet, men ligger smukt flankeret af hyben og gran. Efter små 2 kilometer langs Drejet kommer vi retur til vores bil.

Turen er ca. 12 kilometer lang.

Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.