Nørre Aaby – Viby Å til Ronæs. 13 km.

Nørre Aaby – Viby Å til Ronæs. 13 km.

November, 2020 Off By admin

Nørre Aaby ligger på Vestfyn tæt på den Fynske motorvej, men denne tur bringer os rundt om å, strand og sø.

Sæt GPS’en til Søndergade 38, Nørre Aaby og kør op ad grusvejen lige ved siden af nr. 38. Her kan man parkere på en mark. Herfra går turen ned til Viby Å som vi nu skal følge de næste 6 kilometer. Stien er en Natur- og motionssti, som er lavet til vandring, motionsløbere og til mountainbikere. Åen er ikke specielt bred eller dyb, men bugter og slår sig igennem landskabet på smukkeste vis. Der er virkelig kræset for brugerne af stien med flotte gangbroer, hvor der i perioder ville være for blødt til at færdes.

Efter blot 2 kilometer kommer den første bænk på turen, men vi fortsætter uden pause, og efter knap 3 kilometer krydser vi lige over Gammel Assensvej og fortsætter ind i området Gamborg nor, som er en inddæmning tilbage fra 1700-tallet. Området er nu natura 2000 område. Der er tydelige spor af, at store dele af området er lavtliggende, og vandet står højt flere steder.

Efter 4 kilometer holder vi kaffepause på en velplaceret bænk med Viby Å på den ene side og udsigt over en bakkeås til den anden side.

Efter ca. 4,5 kilometer deler stien sig, og vi går skarpt til venstre og følger nu en større grusvej, som fører os op til Ronæsskovvej, hvor vi går til højre og straks efter igen går til venstre ind på en anden grusvej. Vejen går svagt opad, og da vi kommer op på toppen mødes vi af et skønt vue ud over Gamborg Fjord i forgrunden og Føns Vig i baggrunden.

Vi fortsætter ned mod vandet, men i stedet for at gå til venstre ad stien, går vi helt ned til vandet og drejer til venstre i kanten af marken. Vi fortsætter hen bag campingpladsen og går over vandløbet ved første lejlighed og går lidt tilbage for at komme ud til strandbredden, som vi følger forbi campingpladsen. Ved enden af campingpladsen går vi op på diget og følger diget/marken til vi igen kan komme ned til vandet og gå.

Da vi kommer til roklubben følger vi deres indkørsel ud til Ronæsbrovej. Her drejer vi til venstre og tager en afstikker fra ruten, fordi vi lige skal et smut forbi Føns Mølle og Sophienlyst Slot, som ligger ved dæmningen mellem Gamborg Fjord og Fyns næststørste sø – Føns Vang

Efter at have set disse historiske bygningsværker, vender vi om og går tilbage ad Ronæsbrovej, og fortsætter ind på Kirkegyden, som vi følger hele vejen til Udby. Kirkegyden ligger højt, så på hele dette stykke af turen har vi et flot udsyn over Føns Vang og tilbage på Sophienlyst Slot. For enden af Kirkegyden ligger Udby Kirke, og vi går ind på kirkegården hvor vi bag kirken benytter kirkens bord-bænke sæt til at drikke en kop kaffe og nyde udsigten over Føns Vang en sidste gang.

Efter pausen fortsætter vi ad Gammel Assensvej ca. 400 meter, til vi kan dreje til venstre ad en sti, som er godt skiltet. Stien går ind gennem en gårdsplads med en større kostald. Hvor vejen drejer til højre ind på en anden gårdsplads, fortsætter vi ligeud ad en smal trampesti. Vi følger trampestien godt en kilometer, til vi kommer ud på Søndergade. Her drejer vi til venstre og efter en lille kilometer er vi tilbage ved bilen.

Turen er 13 kilometer lang

Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.