Odense – Stavids Å og Ryds Å – 10 kilometer
I den nordvestlige del af Odense slynger Stavids Å sig igennem et skønt naturområde som strækker sig næsten helt ind til midtbyen. Sæt GPS’en til Store Klaus 40, 5270 Odense N og parker bilen langs vejen.
Vi starter med at gå ned forbi indgangen til Jernalderlandsbyen, som er et foreningsdrevet kulturhistorisk formidlingscenter. Allerede efter ganske få meters gang får vi et flot blik ud over ådalen, hvor vores tur skal foregå.
Man fornemmer med det samme, at vandet står langt over åens normale bred, men det skyldes, at der tilbage i 2011 blev gennemført et stort vådområde-projekt langs Stavids Å for at mindske kvælstofudledningen til Odense Fjord. Projektet har reduceret udledningen med 22-24 tons kvælstof og omfatter ikke mindre end 100 ha jord. På trods af det, har Odense Kommune fået skabt et stort net af stier, ridestier og trampestier i området.
Da vi er kommet over Stavids Å holder vi til venstre og følger stien til vi kan dreje til venstre ind på en trampesti. Vi går nu med Ryds Å på vores venstre side. Vi følger stien og går til venstre ned ad en ridesti efter ca. 400 meter (I sommerhalvåret går der kvæg i dette område, og det anbefales derfor at følge stien til højre i stedet for). Vi holder til højre ved første mulighed og kommer op og går med beboelsen (Villestofte) på vores højre side og med kig ud over ådalen.
Ved enden af boligområdet går vi til højre, og kommer ud til en asfalteret sti, hvor vi går til venstre. Vi følger stien under Rugårdsvej , krydser Spangsvej og kommer op til Langesøstien, hvor vi drejer til venstre. Kort efter krydser vi igen Ryds Å og drejer til venstre ned ad stien langs åen. Vi følger nu stien langs Ryds Å, krydser igen Rugårdsvej og følger Ryds Å til stien går ud i et T-kryds. Her går vi til højre, og straks efter til venstre igen. I forbindelse med etablering af vådområde har åen fået anlagt flere sving og drej, og selve åen er blevet 1 kilometer længere. Det er til gavn for biodiversitet, fisk og kvælstofudledning.
Vi fortsætter vores tur langs Ryds Å, og først da vi kommer forbi de sidste boliger på højre hånd, tager vi den første vej til højre. Vi vælger at søge til højre op i skoven (Vi ved, at vi kommer til at gå langs skovkanten retur). Der er både ridestier og trampestier at vælge imellem. Da vi kommer til udkanten af skoven kan vi se Rismarksbroen, som vi skal under. Straks vi er kommet under går vi til højre, og holder os denne gang ude i det åbne og med Stavids Å på vores venstre side. Vi fornemmer nu Ådalen og kan ane istidens voldsomme kræfter, der har formet dalen.
Vi krydser over den først mulige bro, og begynder nu at gå retur mod Jernalderlandsbyen og vores udgangspunkt. Vi kan her se, at vi går på et af de laveste områder i Ådalen, for der er store oversvømmede arealer. Da vi kommer retur til Rismarksbroen går vi til venstre ned under broen og går til højre ad den først mulige sti. Her holder vi til højre, og har Stavids Å på vores højre side. Vi fortsætter til vi kan gå over en kunstigt skabt dæmning og kommer på den måde over Stavids Å igen.
Vi går til venstre og går nu oppe over Ådalen og har den skønneste udsigt ned over dalen det sidste stykke hen til vores udgangspunkt.
Turen er 10 kilometer lang og der er langs hele ruten sat bænke op med jævne mellemrum.
Click on the map below and it will open in Google Maps. From here, you can follow the route as you are hiking.