Trente Mølle, Faaborg. 11 km

Trente Mølle, Faaborg. 11 km

august, 2025 Slået fra Af admin

I naturskønne omgivelser ca. 10 kilometer nord for Faaborg ligger Trente Mølle Naturskole. Vi har sat vores GPS til adressen Trente Mølle Naturskole, Trentevej 7, 5672 Broby, og den flotte gamle vindmølle fra 1872 står og tager imod os på toppen af bakken. Trente Mølle er oprindelig en vandmølle fra ca. 1500-tallet, som først senere er blevet suppleret med en vindmølle.

Vi parkerer på P-pladsen ved Trente Mølle Naturskole og starter vores tur med at gå ad Trentevej og dreje til venstre ind langs naturskolens bygning, så vi har huset på venstre side og søen på højre side. I bunden af haven går vi over en lille bro af træ og drejer til højre ind på en skovsti, som fører os forbi vandmøllen og søen.

Vi fortsætter ad den smukke sti igennem skoven, holder til højre og kommer herefter ud på Trentevej igen, hvor vi går til venstre. Efter ca. 500 meter drejer vi til venstre ind på Øhavsstien. (Denne vandrerute følger en del af Øhavsstien, men vi har lavet den til en rundtur). Vi kommer ned til en skov, hvor vi går i skovbrynet.

Efter ca. 2,5 kilometer drejer vi til venstre ind i skoven og krydser en lille vej (Skelbanke), og bevæger os nu ud på de åbne marker, hvor der er en fantastisk udsigt over landskabet. I Kronborgvej og kommer igen ud på Skelbanke, hvor vi drejer til venstre. Efter små 100 meter drejer vi til højre ad en meget lille sti/dyreveksel, som dog snart bliver til en lidt mere fremkommelig sti. Vi kommer ud til Stubbedam, hvor vi drejer til venstre og kort tid efter igen drejer vi til højre ad Radbyvej. Disse veje er meget små, og det er ret begrænset, hvad vi ser af trafik.

Vi fortsætter ad Radbyvej godt 400 meter, til vi kommer ud for nr. 42, hvor vi går til højre igennem træerne overfor og ind på en sti. Det er igen Øhavsstien, og vi holder til højre. Oppe på toppen af bakken er en bænk, hvor vi sætter os og nyder den smukke udsigt over landskabet. Vi har her gået godt 6 kilometer.

Efter en velfortjent pause fortsætter turen, og vi går langs marker og læhegn og kommer nu op til en af turens højdepunkter i mere end en forstand. Vi ankommer til Trebjerg, der med sine 128 meter over havet er Fyns tredjehøjeste punkt, og her er en fantastisk udsigt over de fynske alper og øhavet. På en god dag kan vi se helt til Jylland. En absolut bjergtagende udsigt, som igen kalder på en pause og tid til at nyde den smukke udsigt og samtidig tænke over, hvilke kræfter, der under istiden har formet dette smukke landskab.

Vi bliver færdige med at nyde udsigten, og fortsætter ned over markerne og kommer nu over til Dronningeudsigten, som ligger lidt lavere end Trebjerg, men som stadig byder på en helt vidunderlig udsigt. Vi fortsætter til højre ad Stenlund, og efter godt 9 kilometer drejer vi til højre ind på en skovvej. Efter ca. 500 meter drejer vi til venstre og følger skovvejen til vi igen kommer ud på den asfalterede vej “Østrup”. Her drejer vi til venstre og kommer efter godt 300 meter tilbage til vores udgangspunkt.

Turen er godt 11 kilometer lang.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.