Bogense, Fogense, Nyhave. 14 km.
Bogense ligger på Nordfyn og er en af vores gamle købstæder. Den ligger helt ud til vandet og er afgjort et besøg værd.
Vi stod tidligt og og satte vores GPS til Bogense havn og Marina og parkerede bilen på den store P-plads ved marinaen. Vestover er der lavet en skøn sti, som følger vandet. Gå på den brede sti, så du har vandet på din højre side. Når du kommer lidt ud af stien, får du et flot blik tilbage over Bogense og solopgangen.
Stien fortsætter godt 1 kilometer, hvorefter den drejer ned til Storkenhøjvej. Du kan vælge at gå langs kysten ad Storkenhøjvej, eller du kan vælge at gå på diget, så du kan se vandet hele tiden. Vi vælger at gå på diget videre ud forbi Fogense, hvor vi efter ca. 2,5 kilometer finder en dejlig kaffeplet lige ned til vandet.
Herfra fortsætter vi langs vandet, men vejen ligger nogle steder i niveau med diget, så man kan se vandet fra vejen. Andre steder ligger vejen i læ bag diget, men her kan man nyde mange af de sommerhuse, der ligger tilbagetrukket i skoven. Efter godt 4 kilometer kommer vi til en p-plads, hvor diget ophører, og hvor der er en stol skåret i Eg af den lokale kunstner Allan Bo Jensen.
Herfra går turen videre i et landskab der mest af alt ligner den jyske hede, med lyng, hybenroser og perikum. Derfra er der ikke langt til at gå med fødderne helt nede i vandkanten.
Efter ca. 6 kilometer, når vi til Nyhave, hvor vi forlader stranden og går ind i landet igen. Dog ikke mere end ca. 100 meter før vi drejer til venstre ad en bred skovvej, som er privat, men hvor færdsel er tilladt. Skoven er særdeles velholdt, og vi holder til højre ved første deling og igen ved anden deling. Skoven veksler mellem åbne områder og skov, og det er tydeligt, at skoven bliver brugt en del til jagt. Vi ser både fasaner, harer og Musvåge i skoven.
Ved tredje deling går vi til venstre og straks til højre ad den store lige grusvej. Vi har nu skoven på vores venstre side og marker på højre. Lige inden vi kommer ud på Skåstrupvej kommer vi igennem en stor flot rød låge og forbi en flot stråtægt bygning opført i bindingsværk.
Vi går til venstre ad Skåstrupvej, som går over i Huggetvej. Vejen snor sig lystigt og vi passerer både rosenmarker, planteskoler og marker med kål. Der produceres mange fine råvarer i dette område. Vi passerer endda Bogense Flyveplads som med sine blot 410 m lange bane ikke tager de helt store fly :-). Mellem Huggetvej 116 og Huggetvej 110 går en grusvej til venstre, og den går vi ned ad. Vi følger grusvejen godt 1 kilometer og kommer igennem et åbent, men alligevel bevokset område, hvor rådyrene springer afsted for at komme væk fra os.
Da grusvejen efter godt 10 kilometers vandring krydser en afvandingskanal går vil til højre lige efter og med afvandingskanalen på vores højre side. Lige efter en lille bevoksning, går vi til venstre og straks til højre igen ind over en åben brakmark, hvor der dog er et spor. For enden af sporet, kommer vi ud på en grusvej, hvor vi går til venstre.
Da grusvejen rammer ud på Storkenhøjvej, går vi til højre, men går til venstre lige inden vi kommer til en klynge træer. (Hvis det har regnet, vil vi anbefale, at I går forbi bevoksningen og drejer til venstre ad Norgesvej.) Vi følger den sti, som kommunen har lagt mellem “Norgeskvarteret” og det store engområde, og når således hen til “Ved Diget”,, som fører os ned mod vandet igen. Vi går med Bogense Strand Camping på vores højre side og engområdet på venstre, og kigger lige frem mod de karakteristiske sorte villaer/fritidsboliger, som ligger med en flot udsigt over vandet. Vi går venstre om husene og følger stien tilbage til P-pladsen
Turen er godt 14 kilometer lang.
Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.