Odense Fjord – Fra Stige til Klintebjerg. 16 km.

Odense Fjord – Fra Stige til Klintebjerg. 16 km.

november, 2020 Slået fra Af admin

Odense Fjord er ca. 13 km. lang og forbinder Odense Havn med Kattegat ved det nordlige udløb ved Enebærodde. Vi valgte at tage turen fra Stige og langs fjorden nordpå til Klintebjerg. Sæt GPS’en til Stigefærgen, Odense og parker bilen på den lille P-plads.

En solopgang over vand er altid en skøn oplevelse, og i November måned skal man ikke voldsomt tidligt op for at se solopgang. Til gengæld er der stor forskel på, hvor på himlen solen står op om man tager turen om sommeren eller som her i November. Udsigten ud over kanalen ved det gamle færgeleje, hvor Færge-Hans indtil for få år siden lå og sejlede cyklister og fodgængere over kanalen, fejler ikke noget.

Efter blot en halv kilometers gang kommer vi til Stige Havn og den perfekte kaffeplet. Her er der både mulighed for at sidde på en bænk ud over vandet eller ved et bord-bænkesæt. Udsigten fejler heller ikke noget. Til den ene side ligger kanalen og til den anden side ligger Stige Havn med de små både og flotte huse i baggrunden.

Efter at have spist den medbragte morgenmad og drukket dagens første kaffe fortsætter vi turen og får snart Stige Ø på vores højre side. I forgrunden står Cronhammar-skulpturen “Camp Fire”, som blev ødelagt ved en fejl, men nu er genopbygget. Ganske kort efter ligger en lille klump af små sorte huse – Sorthusene.

Efter Sorthusene fortsætter en lang tange mod Nord og på venstre side er der flere områder med vand på begge sider af stien. Med udsigt over Lindø-værftet går vi til vi har gået ca. 4,5 kilometer. Vi gør holdt ved pumpehuset, hvor den næste kaffeplet er. Pumpehuset er med til at holde det inddæmmede område tørt og brugbart til landbrug.

Vi følger fjorden rundt og går over en lille bro til endnu en af afvandingskanalerne. Her møder vi en flok på Paddelboard, som nyder godt af den vindstille bugt og kanalen. Turen fortsætter op imod Klintebjerg, og vi holder til højre og går igennem bommen ind mod Klintebjerg Efterskole, som ligger skønt ud til vandet. Ved Klintebjerg Havn er der igen masser af siddepladser, hvor kaffen kan nydes med udsigt over til Vigelsø.

Området omkring Klintebjerg benyttes flittigt af sejlere, lystfiskere, autocampere, cyklister og af folk som generelt er glade for naturen. Der arbejdes hele tiden på at gøre området mere attraktivt, og senest er der blevet opført en stribe Fjordhytter helt ned til vandet. Vi runder det grønne område ved Klintebjerg og fortsætter ad Klintebjergvej til vi kan dreje til venstre ad Grusgyden, som vi følger til den slår et slag 90 grader til højre. 50 meter herefter går vi til venstre ad en grusvej, som også hedder Grusgyden. Vi går nu med fjorden på vores venstre side og er påbegyndt turen tilbage. Vi går over en afvandingskanal og fortsætter til vi kommer til noget der minder om et kryds. Her går vi til højre ind i landet.

Vi følger vejen (Grusgyden) yderligere knap 2 kilometer og kommer forbi Odense Model Fly. Herefter drejer vi til venstre ad første grusvej og krydser lige over Strandager og Lunde Å. For enden af vejen drejer vi til højre og følger Strandager ad en grusvej.

Hele området vi går på er gammel havbund. Området kaldes Lumby inddæmmede Strand og var indtil 1942 et ca. 500 hektar stort fjordområde. De mange marker med tilhørende afvandingskanaler og grusveje ligger flade og kun brudt af levende hegn. De mange grusveje bliver i folkemunde kaldt “Spritruten” idet der igennem årene tidligere er taget mange spritbilister netop her. Vi møder dog ingen da vi går her. Vi krydser lige over Strandløkkevej og holder til venstre. Her går vi forbi en næsten tilgroet skydebane, hvor man skyder rifler ind. For enden går vi til venstre ad Ilnabgyden, og kommer nu ind imod de store områder med væksthuse, som er karakteristiske for Stige.

Vi følger Ilnabgyden til den går over i Hammergyden og drejer til venstre ud på Strandholtvej. Vi følger Strandholtvej med de mange gartnerier til den ender, drejer til højre ad Skippervej og følger den til den ender. Her drejer vi til venstre og kommer retur til bilen.

Turen er 16 kilometer lang.

Klik på kortet nedenfor, og du kan åbne det i Google Maps, hvorefter du kan følge ruten live, når du går.